søndag den 23. marts 2014

Stort og skident

Det sker at et forord indeholder rigeligt drama, så man ikke behøver læse resten. Forordet til H.C. Andersens romerske dagbøger er sådan et forord.

H.C. Andersen rejste fire gange til Rom med en 50 % succesrate. På den anden rejse rejste han med digterkollegaen, den for mig ukendte H.P. Holst.

Andersen laver den ene scene efter den anden og trækker store veksler på Holst' tålmodighed.

Et noget andet billede giver Andersen i sine erindringer, hvor alt er fryd og gammen.

"Hvor var han dog en hjertelig Kammerat, godmodig og mild (...)."

På den tredje rejse møder han blandt andre den norske digter Bjørnstjerne Bjørnson. Bjørnson laver en practical joke med den nervøse Andersen.

En romersk tigger, som H.C. Andersen brugte som forlæg til en figur i sin roman Improvisatoren, har lidt tab på grund omtalen og vil hævne sig på Andersen.

Andersen tror på Bjørnsons opspind og forlader Rom før tid af skræk for tiggerens hævn.

Større krukke end H.C. Andersen finder man næppe. Den 21. oktober er han på sightseeing i Rom med en rejsekammerat Dinesen:

"Vi mødte den pavelige Musik; Paven kom men da D ved sit Væsen mod mig havde ærgret mig gik jeg hjem uden at see noget. Var i Theatret, det var stort og skident, slette Decorationer...(...)."
Et cetera :-)


H.C. Andersen: Romerske dagbøger. Gyldendal, 1947. Ved Paul Rubow og H. Topsøe-Jensen.

fredag den 28. februar 2014

Undergange


Den rige advokathustru Deidre, der er arbejder med hjemløse på frivillig basis, bliver myrdet på hendes venindes og vores heltindes, detektiven V.I. Warshawskis, kontor. Deidres datter bliver anklaget for mordet, men dén tror Warshawski ikke på, og hun starter sin egen efterforskning.

Sagen viser sig at være en kompliceret affære om pengehvidvaskning, ulovlig arbejdskraft fra østeuropa i Chicagos overklasse. Og det bliver ikke ufarligt for Warshawski at opklare sagen. 

Samtidig modarbejdes hun af sin politimandskæreste og dennes kollega, lige som hendes vennekreds ikke bakker ubetinget op.

Romanen foregår i foråret 1992, hvor George Bush senior har afløst Ronald Reagan i det hvide hus, og det præger romanens tone og tema kraftigt. Warshawski er dybt deprimeret over de voldsomme sociale forskelle i det amerikanske samfund, og korruptionen og ulovlighederne der rækker helt op ikke kun i Chicagos men i samfundets top.

Som sædvanlig er vores desillusionerede heltinde en enkvindehær mod forbryderne og uretfærdigheden, og da det endelig gælder, rykker hendes venner sammen om hende. Er der alligevel et glimt af solidaritet og håb for USA?

Desværre er oversættelsen ret dårlig. Det ser ud til at være gået lidt for stærkt. Men skidt med det. Det her er absolut en af Paretskys aller bedste romaner i serien om den hårdtslående kvindelige detektiv fra Chicago.




Sara Paretsky: Undergange. Fremad, 1994. Oversat af Arne Herløv Petersen. 

tirsdag den 25. februar 2014

Kurbadet

Min spanske yndlingsdetektiv, Pepe Carvalho, er taget på kurbad. Kroppen er mærket af hans mad- og vinglæde, så det skal der nu gøres noget ved.

På kurbadet sker der dog et mord, og ledelsen beder Carvalho efterforske sagen sideløbende med politiets efterforskning.

En speget sag med udspring i 2. Verdenskrig og nazistkredse, og med dødelig udgang for mere end en af kurbadets besøgende!



Manuel Vázquez Montalbán: Kurbadet. Klim, 1991 (1986). Oversat af Kirsten Nielsen.

søndag den 23. februar 2014

Opdragelse ved Verdun

Den tyske forfatter Arnold Zweigs roman Bertin opdrages ved Verdun, foregår under 1. Verdenskrig ved Verdun i Frankrig, på den tyske side af fronten.

Den unge korporal Christoph Kroysing har opdaget at fortsatte bag skyttegravsfronten tilbageholder penge og forsyninger til sig selv, og det vil han anmelde.

Officerernes modtræk er at lade anmeldelsen forsvinde og at placere korporalen helt fremme ved frontens mest voldsomme afsnit, og planen lykkes: snart er Korporal Kroysing død for fjendens våben.

Inden har korporalen dog betroet sig til en menig fra et andet kompagni, som han tilfældigt har mødt ved fronten, armeringssoldat Bertin. Denne beslutter sig for at opsøge korporalens ældre broder, løjtnant Ebehard Kroysing, og sætte ham ind i sagens rette sammenhæng.

Løjtnanten sætter nu alt ind på at få skovlen under sin broders (inddirekte) mordere.

Arnold Zweigs krigsroman er fremragende. Dens tema er knapt så meget selve kampene mellem tyskerne og franskmændene, selv om det ikke skorter på kampscener, men mere på korruption og magtmisbrug på tysk side.

Selvom Bertin optræder i bogens titel, er romanen en kollektiv roman. I øvrigt skrev Arnold Zweig i årene 1927 til 1957 ialt seks romaner om 1. Verdenskrig. Romanerne har mange personsammenfald, men kan sagtens læses uafhængigt af hinanden.


Arnold Zweig: Bertin opdrages ved Verdun. Vintens Forlag, uden år (tysk udgivelse i 1935). Oversat af Ernst Thomsen.


søndag den 16. februar 2014

Det mentale vindue.

Forfatteren Peder Frederik Jensen har netop udgivet en novellesamling. Den kan du læse mere om her: Banedanmark.

Jeg har bedt Peder svare på ti spørgsmål, og han har været så venlig at svare.


SPØRGSMÅL: Hvorfor blev det en novellesamling denne gang?

SVAR: Jeg gik og lavede køl på min båd. Jeg har den stående hos min gamle læremester i Kalundborg, og jeg havde derfor en periode, hvor jeg rejste til og fra København igen. Undervejs ser man disse glimt af andre menneskers liv, og det satte mig i gang med at skrive en række tekster, der blev korte og fokuserede og vel tættest på novellen. Det endte med, at der var nok til en bog, og så er det jo en samling, så derfor novellesamling.

SPØRGSMÅL: Fortæl lidt om processen: hvor lang tid tager det at skrive en novellesamling? Hvor mange kander kaffe og pibestop? Skriver du på et loftkammer eller et forfatterrefugium eller i toget?

SVAR: Banedanmark blev til på meget kort tid. Det var som et mentalt vindue, der åbnede sig. Hver tekst begyndte med en sætning, med et blik, jeg så udviklede og skrev videre på, uden at vide, hvor teksten skulle hen. Efterfølgende, i redigeringen af bogen, er det så gået op for mig, at der er nogle helt afgørende tråde og spor i teksterne, der knytter dem sammen og giver samlingen sammenhæng. Man kunne kalde det temaer, og i hvert fald er der tale om bevægelser og afgrunde, der havde med det mentale vindue at gøre, og det har på naturlig vis lukket sig selv i for en tid. Jeg har arbejdet på bogen i lidt over et år. En enkelt tekst er af ældre dato. Gæt gerne på hvilken?

Jeg skrev flere af teksterne i toget fra Kalundborg til København, og har siden siddet her ved skrivebordet med udsigt til lindetræernes kroner. I træerne plejer skaderne at bygge redde. I dag har to gartnere beskåret træerne, så udsigten er blevet klædt af og det hele fremstår nøgent og uhyggeligt. Egentlig meget passende i forhold til afslutte en proces. Lukke og slukke. Komme videre med nye skud.

SPØRGSMÅL: Hvordan er din skriveproces anderledes, end når du skriver en roman?

SVAR: Processen er anderledes fordi teksterne hver især er selvstændige rum. Processen er anderledes fordi disse rum alligevel er forbundet, og det handler om at finde de små gange under novellerne, så man kan aflure bogen sine sammenhænge og lave rækkefølge, fravælge og tilvælge tekster m.m. Det vil sige at struktur og den slags naturligvis kræver nogle andre tanker og valg.

SPØRGSMÅL: Makke og låler: hvad er der med de ord der er så vigtigt at de skal med? Man kan dårligt slå ordene op i et normalt danskleksikon? Hvorfor lader du dem ikke bare blive i glemmebogen?

SVAR: Tja. Ordene har jo en selvstændig poetisk dimension, som jeg gerne vil benytte mig af. De passer ind. Der er tale om ord, der har sat sig fast i min bevidsthed, og som jeg længe har villet bruge. Makke er rimelig almindeligt i visse kredse. Låler er ikke men ordet Lolland kommer af låler, så det er for den naturlige sammenhæng. Jeg tror på glemt sprog og tossede ord. Når man skriver forholdsvist kontrolleret som mig, får sådanne småord stor æstetisk kraft, og det giver teksterne spændstighed.

SPØRGSMÅL: Spartle, sandblæse, slibe, rapid polyspartel: er håndværkersproget et slags uudtømmeligt maskulint, erotisk vokabularium?

SVAR: Ja, det tror jeg godt, man kan sige. 

SPØRGSMÅL: Hvad er den røde tråd i Banedanmark?

SVAR: Det må man selv om. Forfatteren kunne mene, at der var tale om vold, konsekvenser af indirekte psykisk vold, om påståede ofre og ægte ofre, om sex og barnløshed. Men den røde tråd må vi nok i sidste ende finde selv. 

SPØRGSMÅL: En novelles defineres vist oftest som en kort fortælling med en uventet/sjov/makaber etc slutning. Hvordan vil du beskrive en novelles dna?

SVAR: For mig fungerer det at kalde tekster for noveller, når de er forholdsvis korte, åbner til en eksistentiel situation, og forlader sine karakterer lige inden vi lærer dem at kende. Overraskelsen arbejder jeg ikke med, snarere udeladelsen, begrænsningen. For mig er novellen et kig ind i de fremmede stuer. 

SPØRGSMÅL: Hvilke novelleforfattere/noveller vil du anbefale?

SVAR: Kjell Askildsen er vel Nordens novellekonge. Dronningen kunne være Pia Juul. Så er der naturligvis Raymond Carver fra USA. Roberto Bolaño skrev også fantastisk gode noveller, der dog ikke minder om mine, og så er der jo den nypriste Nobelmodtager Alice Munro, som jeg endnu ikke har læst. 

SPØRGSMÅL: Kan og vil du løfte sløret for dit næste projekt?

SVAR: Jeg er dum nok til at forsøge at skrive en større bog om Afrika. 

SPØRGSMÅL: Hvad læser du lige nu?

SVAR: Anders Abildgaard, Din fjendes fest. Martin Meredith, The state of Africa. Tom Kristensen, Hærværk.



Du kan læse om Peder Frederik Jensens seneste roman her: Læretid.

Peder Frederik Jensen har også sin egen blog. Den finder du her: peder frederik jensen

Og endelig kan du finde et portræt af Peder Frederik Jensen her: Forfatterweb




lørdag den 15. februar 2014

Undergange

I godt selskab med V.I. Warshawski i hendes mest modløse periode i Reagan-George Bush årene
. Det passer godt til stormvejret udenfor.



fredag den 14. februar 2014

Banedanmark

I dag udgiver Peder Frederik Jensen en novellesamling under titlen Banedanmark. Fed titel, i øvrigt. 25 noveller på 138 sider. 

Den første novelle handler om to venner, Niels og Janus, der planlægger at makke med biler, reservedelene er kommet hjem fra England. Ingen lange gåture og føle-føle, men arbejde med reservedelene og værktøjet, tale om fisse og drikke øl, og, nå ja, om konen og huset.

Fra annonceringen af det kommende maskuline samvær knækker fortællingen uventet over i den enes, Janus’, vilde homoerotisk fantasi.  

Og sådan fortæller Peder Frederik Jensen i sine noveller, der ofte tager uventede drejninger eller zoomer ud og ud og ud til vi får hele fortællingen og ser hele billedet. 

Om mennesker der møder mennesker eller har mødt dem og lever sammen med dem og alting er ikke altid helt godt eller også er det. Opbrud og resignation, kærlighed og sex, humor og generøsitet.

Personernes fremlægges i deres nøgenhed, og en gang imellem får jeg et helt sug i maven over deres sårbarhed. Selvom de er par og venner og så videre, er de ofte alene med deres fantasier eller sorg eller svære valg.

Er der en rød tråd i novellerne? Måske. I en af novellerne nævnes det en passant, at en af personerne læser Lacan. Det må være den franske psykoanalytiker Lacan der menes. Ham kendte jeg ikke på forhånd, så jeg måtte slå ham op. Lacan talte blandt andet om begæret, ikke begæret på linje med sult og tørst, men

…den rest, der fremkommer, når man trækker ens behov fra ens krav. Begæret er altså ikke appetitten for tilfredsstillelse, ej heller kravet om kærlighed, men det fænomen, der forekommer, når disse splittes.

Begæret er derfor altid begæret efter noget, der er tabt, noget der mangler, og derfor indebærer det også en konstant søgen efter det tabte objekt. (Kilde: Wikipedia).

Det kunne være en lille ledetråd fra forfatteren til læseren, men måske overfortolker jeg.  Anyways: jeg synes den begærsdefinition passer godt til personerne i novellerne.

Peder Frederik Jensen har i øvrigt taget sin sproglige præcision med videre fra romanen Læretid, og ind imellem bliver der endda plads til at nævne værktøjsudtrykkene, der prægede romanen i så høj grad. Det er ikke ligegyldigt hvilke ord der bruges, tingene har navne, præcise navne.

Dén præcision og glæde ved sproget skinner igennem i novellerne.

Jeg var i fantastisk godt selskab med Peder Frederik Jensens noveller, med deres originalitet og råhed, varme og humor. 

Læs dem. Det er ikke til at stoppe, når først man er kommet i gang.



Peder Frederik Jensen: Banedanmark. Samleren, 2014.

mandag den 10. februar 2014

Endnu en tredje faldet!

Jeg har besluttet at have fokus på litteratur om 1. Verdenskrig i år, i anledning af 100 året for krigsudbruddet.

Forleden fandt jeg denne bog om Verdenskrigen (det var før der var grund til at nummerere dem), der, som det så smukt hedder, er "Berettet af kendte danske og udenlandske mænd."

Det er en ret uinteressant bog, med mindre man er interesseret i at studere mellemkrigstidens mandschauvinisme eller nationalisme.

Afsnittet om sønderyderne, der dengang var indlemmet i det tyske rige og derfor måtte kæmpe i krigen på tysk side, er rædselsfuldt nationalistisk.

Og dog: der er et bidrag i bogen, der gør den interessant, nemlig en kort novelle eller erindring af den tysk-schweiziske forfatter Hermann Hesse med titlen "..Endnu en tredje faldet!"

Fortælleren sidder på sikker afstand af krigen uden for Tysklands grænser (Schweiz?) og modtager et brev fra en ven fra fronten. Brevskriveren har det stort set godt og brevmodtageren læser brevet med en hvis ligegyldighed, indtil han får øje på en kort efterskrift:

Af vore skolekammerater fra P. er endnu en tredje faldet, Eugen Siegel.

P er den fælles skole brevskriveren og fortælleren har gået på en kort overgang da de var unge drenge.

Fortælleren kan ikke erindre den faldne, og har med sin tilstedeværelse i det neutrale udland heller ikke ret nemt ved at komme i krigsstemning. Han er egentlig mest tilbøjelig til at glemme sagen.

Men sådan går det naturligvis ikke. Langsomt vækkes fortællerens erindring om den faldne, og det bliver til et fint følt og smukt, let heroiserende portræt. Og samtidig jo også et afdæmpet lille stykke antinationalistisk litteratur vendt mod krigen.

Jeg tror novellen er udgivet i 1914, men jeg er ikke helt sikker.



Verdenskrigen. Redigeret af magister og mandschauvinist P.A. Rosenberg. Kunstforlaget Danmark, 1929.

torsdag den 23. januar 2014

Forbarm dig

I den armenske kirke i Paris bliver organisten, en politisk flygtning fra Chile, fundet myrdet. Et medlem af menigheden, den pensionerede politimand Lionel Kasdan, påbegynder en privat efterforskning sideløbende med politiets.

Han får snart hjælp til sin uofficielle efterforskning af den unge politimand Volokine, der egentlig er indlagt på en afvænningsklinik, der skal hjælpe ham af med sin narkomani. Men hovedet fejler nu ikke noget.

Der sker flere lignende mord, men er der en forbindelse og hvad går den ud på? Sporene stritter både i et politisk og et religiøst spor, og vores to helte må hænge i for at finde hoved og hale i forbrydelserne.

Denne franske krimi ligger langt fra den nordiske krimi, hvor hovedpersonerne som regel er almindeligere end almindelig, og hvor det mystiske sjældent spiller ind. De to hovedpersoners personlige historie og originalitet spiller en lige så stor rolle som hovedtemaet: opklaringen af forbrydelserne.

Krimien er skrevet så man læser den i et hæsblæsende tempo, og der er gys og tilbageholdt åndedræt undervejs. På den måde er den lige så meget en thriller som en krimi.

Selvom bogen er svær at lægge fra sig, er den egentlig ikke min kop te. Tidens trend med at skrive mystik og religiøse fantaster og symboler ind i kriminalromanen er en ret træls, udtrådt gummistøvle. Og så er romanen fuldstændig humorforladt.

At hovedpersonerne er et par originaler, kan jeg til gengæld godt lide.


Jean- Christoph Grangé: Forbarm dig. Rosinante, 2011 (2008). Oversat af Agnete Dorph Sternfelt.

søndag den 19. januar 2014

Trofæer og døde ting

Sharon McCone er hårdtslående, sportsvognskørende badass detektiv hos advokatkooperativet All Souls i San Francisco.

Hendes kollega Hank beder Sharon tage et kig på en sag med en afdød klient, der overraskende og uden sin advokats vidende har ændret testamente, så børnene bliver gjort arveløse og formuen i stedet for går til fire ukendte personer.

Sagen har rødder i miltante dele af de politiske bevægelser i universitetsmiljøet i tresserne, og spidser til, da Hank bliver udsat for en mordforsøg.

Endnu en knaldskarp krimi af Marcia Muller med den sympatiske og handlekraftige detektiv, Sharon McCone.

Flere anmeldelser af Sharon McCone krimier kan findes her.




Marcia Muller: Trofæer og døde ting. Klim, 1993 (1990). Oversat af Mette Egerod.

onsdag den 8. januar 2014

Farvel til alt det

Det var tidligt, den engelske digter og forfatter Robert Graves (1895 - 1985) skrev sine erindringer og sagde farvel til alt det. Allerede i 1929 i en alder af 34 udgav han Goodbye To All That. Ikke at der manglede noget at skrive om, for det var dramatiske tider.

Som gangske ung bliver Robert Graves sendt på kostskole, og det bliver ikke nogen rar oplevelse: rene drengeskoler hvor hårdhændet mobning stod på dagligt, både blandt eleverne og lærerne overfor eleverne, fysisk afstraffelse, ensomhed og mangel på omsorg.

Det er en verden man næppe kan forestille sig, og det er hjerteskærende at læse Graves' åbenhjertige optegnelser. Ikke så sært at det skolesystem har skabt så mange referencer og beskrivelser på skrift og på film. Han flytter skole et par gange, men systemet er det samme, og forældrene svigter groft trods flere råb på hjælp.

Også på en anden måde er han åbenhjertig, nemlig med den udbredte homoseksualitet på skolerne. Åbenhjertig fordi vi er tilbage i 1929, hvor homoseksualitet mig bekendt var forbudt ved lov i England. Åbenhjertig fordi han beskriver sin egen forelskelse i en skolekammerat, et forhold der varer ved til et stykke ind i krigen.

Robert Graves bliver færdig med skolen netop som 1. Verdenskrig bryder ud i 1914, og han melder sig stort set straks frivilligt. Til dels for at følge en mangeårig familietradition.

Herefter følger hans fortælling om krigsårene ved fronten og bag fronten, hårdt såret og hospitalstiden (han var tæt på døden under slaget ved Somme i november 1916), det første af tre ægteskaber, venskaberne med to andre engelske digtere, Wilfred Owen og især Siegfried Sasoon.

Både Graves og Sasoon veksler mellem heltedåd og afgrundsdyb pessimisme over krigen og landets ledere. De skriver digte og indlæg i pacifistiske blade, og er i det hele taget ved at gå til både i det fysiske helvede ved fronten og oppe i hovedet.

Efter krigen underviser han blandt andet i Oxford og Cairo, gifter sig igen, denne gang med den amerikanske digter Laura Riding og flytter til Mallorca.

Herhjemme er Robert Graves nok bedst kendt for at dramatiseringen af den romerske kejser Claudius' liv i romanen Jeg, Claudius, der senere blev til en engelsk tv-serie i 70'erne.

Robert Graves' erindringer er aldeles fremragende læsning, ikke kun på grund af hans åbenhjertighed, men også på grund af hans ligefremme og lakoniske stil, hans intellekt, tørre humor og evne til at beskrive sine oplevelser. Og hvilke dramatiske oplevelser.

I jubilæumsåret for udbruddet af 1. Verdenskrig, er Goodbye To All That helt nødvendig læsning.


Robert Graves: Goodbye To All That. The Folio Society, 1981 (1929).

mandag den 6. januar 2014

Mr. Penumbra´s 24-Hour Bookstore

Finanskrisen har sat sig sine spor i San Francisco og omegn. Som en konsekvens, bliver den unge webdesigner Clay Jannon fyret fra sit arbejde hos et startup bagelfirma. Her stod han ellers efterhånden for både webdesign, community management og online markedsføring.

God råd er dyre, for jobs er der ikke mange af. Clay leder uden for sit felt, og lander et job med at passe en eksotisk boghandel, der har døgnåben, men ellers på alle måder er ret offline. Clay har nattevagten, og det er som regel en stille affære, og de få kunder der kommer, køber ikke bøger, men bytter bøger.

Men hvordan kan boghandleren Mr. Penumbra dog få det til at løbe rundt? Og er der ikke noget mystisk ved de excentriske bytte-kunder? Og hvad er det for bøger de låner?

Alt salg og alle udlån af bøger indføres nøje i hånden i en logbog. Clay får den ide, at indføre alle oplysningerne i et computerprogram, og samtidig laver han en 3-D kopi af boghandlen og dets indhold, og snart viser der sig et mønster i galskaben.

Handlingen tager fart, da Clay får hjælp fra en smart (og smuk) kvinde, Kat, der arbejder hos Google, og et 500 år gammelt mysterium skal opklares med moderne hjælpemidler. Mere skal jeg ikke afsløre her.

I starten skal man lige vende sig til, at forfatteren har travlt med at få sagt Google, MacBook, Facebook, Twitter, 3-D grafik etc. på meget få sider. Det virker ind imellem som om han har mere travlt med at bevise sin viden fremfor at skabe et overbevisende tidsmiljø.

Det er da på tide at webdesignere får deres egen roman, og sikke en god idé at sammenkører den nørdede verden inden for det fag og bogelskernes nørdede verden.

En fin lille roman, med en overbevisende spændingskurve, uden at vi når stjernerne, men dog bedre skrevet end sin overlæssede og trælse pendant, Da Vinci mysteriet. Og fed titel.

Men gad vide, som en, jeg talte med på Instagram om bogen, bemærkede, hvordan bogen vil virke om blot 1 - 2 år med den meget tidsbundne terminologi?


Robin Sloan: Mr. Penumbra's 24-Hour Bookstore. Atlantic Books, 2012.

tirsdag den 31. december 2013

Året der gik - 2013

2013 har været et godt bogår, selvom jeg (som sædvanligt) har fået læst mindre, end jeg har drømt om, især på grund af at det har været et travlt arbejdsår.

Jeg har især haft fokus på at få læst klassikere fra bagkataloget, nogle har været genlæsninger mange år efter, mens andre har været klassikere, jeg aldrig har fået taget hul på.

Men, kunne du indvende, det er jo sikre valg? Ja, umiddelbart kunne det godt se sådan ud, men jeg opgav faktisk flere af dem i dyb skuffelse. For eksempel John Steinbecks Travels with Charley og Gerrald Durrels Min familie og andre dyr.

Jeg fik genlæst to danske klassikere, Vej vejen af Herman Bang og Ditte Menneskebarn af Martin Andersen Nexø. Jeg ved snart ikke hvilken der er mest sørgelig, men absolut fremragnede læsning. Og Tom Kristensens rejseskildring En Kavaler i Spanien.

Desuden nyklassikere som Jørgen Leths erindringer, Det uperfekte menneske, i øvrigt som lydbog læst op af ham selv, en virkelig stor oplevelse, og hans samlede digte.

Blandt de bøger der gjorde størst indtryk på mig, er de tre romaner om stalintiden: George Orwells 1984, Arthur Koestlers Mørke midt på dagen, og Victor Serges The Case of Comrade Tulayev.

Desuden et par stærke kvinder: Virginia Woolf A Room of One's Own,Veza Canettis Den gule gade, og Aleksandra Kollontajs erindringer, Jeg har levet mange liv.

I faktaafdelingen fik jeg læst om Dansk Graffiti, om Beton og om Pladecovers.

Rejser og besøg

I 2013 blev der heldigvis også rig lejlighed til at lede efter gode bøger, både på loppemarkeder og genbrugsbutikker i Nordjylland, men også i Amsterdam, Hamburg og London. Men det bliver vist for omfattende at opremse mine indkøb :-)

Og vi fik set J. P. Jacobsens mindestue på Thisted Museum og besøgt Jenle, hvor Jeppe Aakjær boede og skrev.

Det nye år

Et par klassikere fik jeg startet på, men desværre aldrig fuldført: Verden af i går af Stefan Zweig og Berlin Alexanderplatz af Alfred Döblin. Det bliver så i 2014, er planen.

Andre bøger jeg glæder mig til i 2014, er Morrisseys erdindringer, Autobiography, Florian Illies historiebog, 1913. Der Sommer des Jahrhunderts og Mikhail Bulgakovs Mesteren og Margarita.

Desuden er det til sommer 100 år siden 1. Verdenskrig brød ud, hvilket jo havde en særdeles spændende litterær effekt, så der skal nylæses og genlæses klassikere om og fra den periode.

Du er i øvrigt velkommen til at connecte med mig på Goodreads eller på Facebook.

Tak fordi du læser med her på bloggen, godt nytår og hav et skønt bogår i 2014 :-)

torsdag den 3. oktober 2013

Jeg har levet mange liv

Aleksandra Kollontaj (1872-1952), født i Sankt Petersborg, var aktiv kommunist og revolutionær. I Jeg har levet mange liv, er der samlet en række nedskrevne erindringer fra hendes dramatiske liv.

Selvom hun blev født i gode kår, fik hendes sociale og politiske indignation hende til at søge kontakt med revolutionære kredse, og hun opgav det borgerlige familieliv med mand og søn, for at lave revolution sammen med Lenin og de andre bolsjevikker.

Kollontaj var også kvindesagsforkæmper, og deltog i 1910 i en den første internationale kvindekonference i København. Det var den konference, hvor kvindernes internationale kampdag, 8. marts, blev foreslået og vedtaget.

Mødet foregik i øvrigt i Folkets Hus på Nørrebro, det der senere blev til Ungdomshuset på Jagtvej 69.

Efter revolutionen i 1917 fik hun forskellige poster i Sovjetunionen, hvor hun også satte kvindernes forhold på dagsordenen, og fra 1923 til 1945 havde hun en diplomatisk karriere  i Mexico, Sverige og Norge som verdens første kvindelige ambassadør.

Det var nok meget godt at hun opholdt sig udenlands, for hun tilhørte en opposition til den magtfulde Stalin, arbejderoppositionen. De ville blandt andet have mere demokrati i partiet, men det fik de ikke. I stedet blev de fleste af de oppositionelle nakket på Stalins ordre. Kollontaj slap altså.

Kollontaj skriver fremragende, især er det bevægende at læse om hendes kvaler ved at skippe familielivet til fordel for en tilværelse som omrejsende revolutionær. Udfaldet er ikke overraskende. Hendes direkte blik og lille, bestemte mund tyder på en fast vilje og stor målrettethed.


Aleksandra Kollontaj: Jeg har levet mange liv. Sputnik, 1986 (1974).

onsdag den 25. september 2013

Ved vejen

I en stationsby i provinsen, hensygner Katinka i sit ægteskab med stationsforstander Bai. Hun holder hus og opvarter manden og dennes kortspillende kammerater, men da forvalter Huus kommer til byen, liver hun op. Ja, rent ud sagt forelsket til op over begge øren bliver hun.

Men ak, skønt kærligheden tydeligvis er gengældt, bliver den ikke realiseret. Hverken Katinka eller Huus magter at sætte sig selv forrest og forfølge kærligheden. Huus rejser bort og Katinka sygner hen og dør til sidst.

Det her må være en af de mest sørgelige kærlighedshistorier i dansk litteratur. Bang beskriver det så afdæmpet og med diskrete virkemidler, og som læser aner man tidligt forelskelsen mellem Katinka og Huus og ikke mindst den ulykkelige slutning, men man må bare læse videre og have det hele med. Det kunne jo være...



Herman Bang: Ved vejen. 1886.

lørdag den 21. september 2013

Det er okay med mig

Per Pettersons roman handler om Audun Sletten der vokser op i Oslo i 1970'erne. Han bor med sin mor og søster. Broren er død i en bilulykke og den voldelige og alkoholiske far har forladt familien (eller den ham?) og vagabonderer nu rundt på landet.

Auduns bedste ven Arvid er politisk aktiv og hejser i solidaritet med Nordvietnam et flag op i skolens flagstang. Audun dropper trods Arvids protester ud af gymnasiet for at blive trykkeriarbejder.

Romanen beskriver hvordan Audun kæmper med sine følelser og med at blive voksen. Ikke mindst bakser han med de familiære traumer. Det bliver heller ikke nemmere, da faren pludselig dukker op igen.

Jeg var ikke ret vild med bogen. Jeg synes der er for meget tell og for lidt show over fortællingen. Jeg synes måske heller ikke det gør noget væsentligt for romanen, at den er henlagt til 70'erne, men det er måske forfatterens egen tid han skriver ud fra?

Det klaustrofobiske og homofobiske maskuline miljø bogen beskriver, kan jeg sagtens huske fra da jeg selv var i teenage årene (dog senere end Audun tidsmæssigt), så der rammer Per Petterson ikke ved siden af.

Måske er det blot det, at hovedpersonen ikke interesserede mig specielt. Tror næsten hellere jeg ville have læst om Arvids forsøg på at blive voksen. Og så, som sagt, at forfatteren overlader for lidt til læseren.

Det gjorde så heller ikke oplevelsen bedre, at oplæseren (for det er lydbogsudgaven af romanen jeg har hørt) var underligt livløs og monoton, med nogle for mig distraherende
tryk på ellers velkendte ord. For eksempel Jack London med tryk på sidste stavelse i London.

Måske skal jeg prøve noget nyere af Petterson, for han har da fået priser og berømmelse siden denne roman? Kan du anbefale noget af ham?


Per Petterson: Det er okay med mig. 1992.

fredag den 20. september 2013

So it goes

Den pensionerede optometrist, det vil sige: optiker, Billy Pilgrim, ved at han snart vil blive bortført af væsner fra planeten Tralfamador og det meddeler han både sin undrende datter og en undrende offentlighed.

Det er det sære ved Billy. Han kan nemlig rejse frem og tilbage i tiden. Han rejser blandt andet tilbage til sin tid som en umulius af en amerikansk soldat under 2. Verdenskrig. Billy blev taget til fange af tyskerne, og oplevede i fangenskab den tyske by Dresden blive stort set udraderet af et amerikansk-engelsk massebombardementet fra luften.

Det kan lyde som en seriøs omgang kluddermor, med de umiddelbart svært forenelige elementer ægteskabelig krise, marsmænd, verdenskrig, optikerfag to name a few, og handlingen der springer frem og tilbage i tid og sted, men det er simpelthen genialt fortalt og hænger rigtig godt sammen.

Romanen kan kategoriseres i sci-fi genren med dens tidsrejser og tilrejsende tralfamadorianere, men gennem Billys tidshop tilbage til krigen og hans grundlæggende pacifisme, får vi en sjov og smuk antikrigsroman.


En frase fra romanen er blevet stående som en sætning, alle nærmest går rundt og siger efter man har læst færdig: "So it goes." Mange får endda sætningen tatoveret på kroppen. I romanen kommer sætningen lakonisk hver gang der sker dødsfald.

Romanen er en klassiker som du bør læse!


Jeg hørte romanen som lydbog, oplæst af Ethan Hawke. Det gjorde han virkelig fremragende.


Kurt Vonnegut: Slaughterhouse-Five.

torsdag den 19. september 2013

De 100 bedste bøger

At lave en liste over de 100 bedste bøger er egentlig en absurd leg. Litteratur er jo ikke 100 meter løb. Men en sjov leg, når man elsker lister :-)

På bloggen Mellom linjene beder Bjørg i bedste crowdsourcing stil om fem forslag til sin 100 bedste bøger liste.

Selvom det er endnu mere umuligt at vælge kun fem bøger ud som de bedste man har læst, så vil jeg gerne være med på legen. Her mine bud:

1. Pablo Neruda: Kaptajnens vers.
2. Märta Tikkanen: Århundredes kærlighedseventyr.
3. Alexandre Dumas: De tre musketerer.
4. Hans Kirk: Fiskerne.
5. Erich Maria Remarque: Intet nyt fra vestfronten.
 Du kan også deltage. Se hvordan HER.

onsdag den 18. september 2013

The Road

Cormac McCarthys roman The Road foregår i en postapokalyptisk verden, hvor markerne er svedet af og dyrene er væk. Hvad der er sket, ved vi ikke.

Vi følger en far og hans dreng, der har samlet deres få egendele og mad i en indkøbsvogn. De er på vej ad den store vej fra nord mod syd, for vinteren og kulden er på vej.

Byerne står hen som er de blevet forladt pludseligt. Størstedelen af menneskerne er også væk, og dem der er tilbage, lever efter jungleloven: den stærkeste overlever.

Faren og drengen er konstant på udkig efter mad. De gennemsøger forladte huse og butikker for dåsemad og syltevarer og for varmt vintertøj. De er på vagt overfor andre mennesker. Det eneste der står mellem dem og at få frarøvet deres vintertøj og mad, eller endda selv ende som aftensmad, er en revolver med tre patroner.

Romanens setup kan godt minde om en moderne udgave af Robinson Crusoe, med faren som Robinson og sønnen som Fredag, der indsamler vragdele til at overleve med og er på vagt for menneskeæderne.

Romanen er dødspændende og velfortalt. Forholdet mellem den sympatiske far og drengen og den mere og mere desperate overlevelseskamp, skaber et effektiv drama, der holder læseren konstant åndeløs.

Eller lytteren, må jeg heller sige, for jeg hørte romanen som lydbog. Fantastisk oplæser. Han hedder Tom Stechschulte, og har en dyb stemme med en drævende sydstatsaccent (tror jeg). Ret overbevisende.




Cormac McCarthy: The Road. 2006.