Spildte ord på Balle-Lars

Vi har lige besøgt gode venner i den gamle købstad Præstø. En by med megen historie. H. C. Andersen har for eksempel promeneret i gaderne, og Grundtvig var vist forvist hertil en overgang. Jeg vidste slet ikke at Nikolai Frederik Severin var sådan en oprører? Her er er der et billede af hans hus. 

Og så var det også i Præstø billedhuggeren Thorvaldsen havde et af sine sidste atelier efter hjemkomsten fra Rom,

Men her i Præstø har en anden historisk person tilbragt sine sidste dage, kort før han fik hovedet hugget af på galgebakken i Ugledige skov, nemlig Balle-Lars. 

Balle-Lars var blevet dømt for et lejemord, men han ville ikke indrømme det. Efter dødsdommen, besøgte den lokale pastor, J. E. Gjellebøl, Balle-Lars, og forsøgte at få ham til at indrømme sin skyld og angre sine synder. 21 gange besøgte den nidkære pastor fangen, og 21 gange måtte han gå forgæves. Balle-Lars mente ikke at have noget at angre overfor Guds ihærdige udsending.

Det skrev den åbenbart fortørnede pastor et skrift om i 1861, med titlen "Spildte Guds Ord paa Balle-Lars." Sjovt at pastoren følte trang til at meddele verden sin fiasko på print, og at det er delinkventens navn der huskes i dag.

Så nu kender du historien om den sproglige vending. Selv tak :-)

Te-digt

Læsning og te-drikning hører sammen i min verden. Det gør læsning og rygning og romdrikning også, men rygningen har vi lagt på hylden (ikke sandt?) og vi kan jo ikke søbe rom hele tiden. Men så er der jo, som ovenfor nævnt, te-drikning.

Og nu er det så heldigt at der findes et digt om te. Ikke om læsning og te, men dog om te. På en måde. Det er vist et politisk digt, og det er skrevet af den indiske (hvor ellers?) digter Sukhbir (1925 - 2012). Det går sådan her:

Smerte

Min te er allerede kold.

Hvilket mirakel
affødt af en sådan smerte,
den bøjede ryg,
hungeren i mavens hulning.
Den grønne plantage
strækker sig milevidt.
To skrøbelige hænder
plukker noget -
to blade som et langt digt.
Ikke blot døden
er en uendelig nat.
Et par tørre blade -
to hænder
holder sig flydende
på den grønne evighed
til du kan se igennem dem
og til de hentes af vinden.

Min te er igen blevet kold.


Oversat af Erik Stinus og citeret fra Indiens lyrik i dag, Rhodos, 1970.

Dansk Graffiti

På Aalborgs kunstmuseum, Kunsten, kan man i øjeblikket opleve en udstilling om Dansk Graffiti 1984-2013. En virkelig fed udstilling, et must see, hvis man interesserer sig for eller er nysgerrig på dansk graffitikunst, så se at komme afsted med jer! Udstillingen løber frem til den 16. juni.

I anledning af udstillingen, er der også udgivet en bog, Dansk Graffiti 1984 – 2013, med forskellige bidrag om graffitiens historie, graffitiens historie i Danmark, interview med graffitikunstnere osv. Og så er bogen fyldt med illustrationer af graffiti. En super flot bog i stort format, som er god at blive klog på.

Det hele er meget nørdet, men på en god pædagogisk måde, så alle kan være med. Kun et af afsnittende fuldførte jeg ikke, Mur og rum afsnittet, der handler om det tekniske, om fladerne er jævne eller ujævne og om steders markanthedsgrader etc. Super relevant for emnet, men det blev lidt for langhåret til mig.

Graffiti er omdiskuteret, fordi det oftest foregår ulovligt, og det gennemsyrer bogen. Om det er kunst eller hærværk, diskuteres konstant. Logisk nok, for omgivelserne, både det officielle og det private, har nok altid hovedsageligt set på graffiti som hærværk. 

Men naturligvis er graffiti kunst, ulovligt eller ej, udøvet af en rebelsk subkultur. Og det er over alt i bymiljøet, det udvikler sig konstant, bliver malet over og så opstår det forfra igen. Og det er jo kunst, der rykker ud af galleriet og museet, og ud på gaden til glæde for alle.

Da jeg læste bogen kom jeg til at tænke på, at graffiti er sådan noget der virker som det altid har været der, men det har det jo ikke. Det startede i 1983-84, især i hovedstaden og provinsbyer med togtrafik (fordi s-toge og toge var et af de primære objekter at male på). Dengang gik jeg i gymnasiet i Kolding, men husker ikke om jeg så graffiti dér, eller det først var nogle år senere, da jeg flyttede til København.

Graffiti har egentlig heller aldrig interesseret mig synderligt, hvilket på en måde er logisk, da den lagde sig grundigt op ad hip hopmusikken, som jeg aldrig er blevet fanget af, men på en anden måde i grunden er mærkeligt, da jeg jo elsker det korrektiv graffitien er til magthavernes og kapitalens eneret til at definere hvordan det offentlige rum skal se ud.

Måske er det også fordi at jeg ikke finder graffitikunst let at afkode. Teksten er svær at læse, med mindre man øver sig, og symbolerne er meget indforstået. Heldigvis giver bogen bud på og vejledning i afkodninger, så tak for det!

Men der er også graffiti, der ikke er spor (sorry!) svær at afkode og som bare er helt fantastisk lavet og at se på, det kan selv jeg se, og med både udstillingen og bogen har jeg i hvert fald mod på mere.

I øvrigt synes jeg streetart, som nærmest er alt det andet gadekunst, er superinteressant og lettere til gængeligt. Skægt at se som det lever og bobler hele tiden over alt. Det har jeg i øvrigt skrevet lidt om i en artikel, hvor jeg følger en aalborgensisk gadestrikker, se mere her.

En lille anekdote frit efter hukommelsen: da jeg arbejdede på den københavnske lokal-tv station TV STOP i 90’erne, viste vi ind imellem film og indslag om graffiti. I et af indslagene filmede vi (eller også havde graffitimalerne selv lavet rå-materialet, det husker jeg ikke) et crew skrivere (= graffitimalere) mens de malede (et throw-up?) ulovligt på s-tog.

Bagefter ringede DSB og sagde, at de havde hørt vi havde sendt optagelser med ulovlig graffitimaleri og de ville gerne have en kopi af udsendelsen. Det diskuterede vi længe internt, om vi skulle sælge dem en kopi. Det vi havde udsendt var filmet så man ikke kunne se dem der var med på optagelserne, men vi vidste jo ikke om optagelserne på en eller anden måde alligevel kunne være med til at knalde crewet, så vi sagde nej J

Jens-Peter Brask m.fl. Dansk Graffiti 1984 – 2013. Kunsten – Museum of Modern Art Aalborg, 2013.

The Moon Is Down

Her på dagen for Danmarks befrielse, tager vi et kig på John Steinbecks lille 2. Verdenskrigs-drama, The Moon Is Down.

Handlingen er henlagt til en mindre mineby i Norge, hvor tyskerne en dag dukker op, for at besætte byen og især kulminen. En norsk forrædder har nøje forberedt det lokal felttog sammen med tyskerne, men det kommer alligevel til et mindre sammenstød mellem tyske og norske soldater med flere norske dræbte soldater til følge.

Romanen beskriver hvordan modstanden langsomt vokser og fører til sabotagehandlinger og almindelig nødværge, flugt til England og arbejde langsom aktioner. Samtidig bliver de tyske officerer mere og mere modløse og opgivende, for modstanden er overalt og hvor de slår den ned, opstår den blot igen og igen. De begynder desuden at tvivle på de altid positive nyheder om de tyske sejre i krigen, og ved ikke helt hvordan det går deres familier hjemme i Tyskland.

Til sidst er psykologien helt vendt om, så de besatte føler sig frie og moralsk overlegene, og besætterne føler sig lukket inde i et fængsel, i konstant frygt for modstanden og de engelske bombefly, der måske, måske ikke, vil komme og smide bomber ned over dem, og frosset ude og taget til fange af situationen og begivenhedernes langsomme men sikre kurs mod nederlaget.

Romanen er udgivet under krigen, i 1942, og har formentligt haft propagandistiske formål, men det er i dag en træls, teatralsk tekst. De psykologiske portrætter virker påfaldende romantiserende og som rene klicheer. En banal bog om besættelsen langt under Steinbecks niveau, desværre.


John Steinbeck: The Moon Is Down. Pan Books, 1958 (1942).

Den mørke vind

Tony Hillermans originale krimier startede med politimanden Joe Leaphorn, men han blev pensioneret og afløst af en anden navajo politimand, Jim Chee. Krimierne foregår i Navajo Country som ligger i området hvor staterne Arizona, Utah, Colorado og New Mexico støder op til hinanden.

Denne krimi foregår i fællesreservatet for navajoer og hopi-indianere. Stammepolitiet, som Jim Chee altså er en del af, holder lov og orden i området, men da en lille flyvemaskine en mørk nat forulykker, tegner alt på at det drejer sig om en narkotransport, og så bliver det en sag for det nationale amerikanske narkopoliti, DEA.

Da flyet styrter ned, er Jim Chee tilfældigvis lige i nærheden. Han overvåger en hopi-vindmølle, som gang på gang bliver udsat for hærværk, så Chee er første mand på ulykkesstedet, og finder piloten død og en anden mand skudt på stedet. Narkoen er blevet fjernet fra flyet, men intet tyder på at den er blevet transporteret ud af reservatet, men hvor er den så blevet gemt og af hvem?

Nu begynder DEA at mistænke Jim Chee for at være indblandet i sagen på den forkerte side af loven, og selvom narkosager er uden for stammepolitiets område og selvom Jims chef beordrer Jim til at holde sig væk et par dage, er der naturligvis ikke andet for Jim Chee at gøre, end selv at bevise sin uskyld ved at finde den eller de skyldige.

Velskreven krimi med fedt plot og dødspændende handling. Som sædvanlig spilles der på særlige forhold indianerstammerne imellem, her på gnidninger mellem hopi-indianere og navajoer, og naturligvis på konflikter mellem stammepolitiet og DEA. Helt elementært godt skruet sammen.

Et par ord skal der med på vejen om et uddrag fra en anmeldelse fra Information genoptrykt på bagsiden af bogen. Nu ved man jo aldrig helt om uddraget er dækkende, forlagene plejer at klippe og klistre den slags citater så det bliver mest fordelagtigt for bogen, men her kommer det:

"Jim Chee's arbejdsmetode er ganske utraditionel. Som indianer har han en indsigt og indlevelsesevne, der giver ham særlige muligheder, og samtidig forstår han så meget af de mærkelige blegansigters tankegang, at han - omend til tider hovedrystende - kan sætte sig ind i deres motiver."

En seriøst nedladende omgang blegansigt-sludder. For det første er Jim Chee ikke "indianer", han er navajo. Det er en central del af netop denne roman, at han har en del problemer med opklaringen, fordi han som navajo ikke er godt inde i hopi-indianernes traditioner og kultur. 

Det Jim Chee kan, handler ikke om noget indianer-hokus-pokus, men er noget han har lært sig. Han har studeret på universitet; at tyde spor har han lært af en onkel (så vidt jeg husker), og navajo'ernes religiøse ceremonier og ritualer og sange kender han, fordi en morbror oplærer ham i det.

For det andet er hans arbejdsmetoder ikke utraditionelle, og slet ikke baseret på luftig "indianer indsigt". Han arbejder som enhver anden politimand systematisk med at indsamle spor, afhøring af vidner, overvågning, tolkning og opstilling og efterprøvning af hypoteser etc. Alt sammen baseret på det han har lært, kendsgerninger og på erfaring. Den kan dårligt blive mere traditionelt politiarbejde.

Alt i alt lidt af et halvracistisk selvmål af anmelderen i Information og af forlaget Klim, og helt respektløs overfor bogen.

Tony Hillerman: Den mørke vind. Klim, 1991 (1981). Oversat Søren K. Barsøe

I anledning af 1. Maj

I anledningen af at det er arbejdernes internationale kampdag, må vi hellere tage en kampsang. Den her er skrevet af Ernst Bruun Olsen og synges på kongesangen(!), og der følger naturligvis en illustration af Røde Mor Kunstnerkollektivet med. Så skulle alle gerne være kommet i den rette stemning og kampgejst.

Sangen er hentet fra Socialistiske sange, udgivet af Debatteatret, 2. oplag sept. 1971.

A Room of One's Own

I 1928 gav forfatteren Virginia Woolf (1882 – 1941) en række foredrag ved Cambridge-universitetet over emnet ”Kvinder og litteratur”. De nedskrevne foredrag blev så lange, at hun også udgav dem samlet og i fuld omfang i bogen ”A Room of One´s Own”, på dansk: ”Eget værelse”.

Woolf undersøger i bogen hvad der skal til for at kvinder kan skrive frit som mandlige forfattere altid har kunnet det, og når frem til denne simple opskrift: £500 om året og et eget værelse.

Det lyder banalt i vore dage, men historisk set har kvinden ikke har haft ret til egen indtjening og ejendom, og dermed ikke haft en egen fri vilje til at vælge en forfatterkarriere frem for husmoderens. Når man dertil lægger manglende adgang til undervisning og biblioteker, giver hendes opråb mening.

Undervejs sad jeg og tænkte på, at stor litteratur måske også kan komme ud af fattigdom og en skrivemaskine i køkkenet eller i dagligstuen? Det argument har Virginia Woolf forudset, og remser en række store (mandlige) engelske digternavne op (Coleridge, Wordsworth, Byron, Shelley, Keats, Tennyson etc.). For 99 % af dem gælder det, at de havde adgang til egne midler og de var universitetsuddannede.

Woolf kigger også på litteraturen om kvinder, som på den tid var skrevet af mænd, og når man bare ser listen over temaerne, bliver det helt makabert: Dyrket som gudinder af.., Moralsk svagere end,… Mindre hjernerumfang,…Deres idealisme,…etc.

Jeg skal ikke genfortælle alt her, blot opfordre til at læse denne bemærkelsesværdige bog. Den er ikke lang (6 kapitler på 140 sider) og ikke svær at læse, tværtimod. Så meget desto mere står budskabet lysende klar og tydelig formuleret: Forudsætningen for kvindelig litteratur, er frie kvinder med egne midler og rum som de har nøglen til.

Jeg kan ikke lade være med at være lidt misundelig på kvinderne, som har så fremragende bøger som denne, som på en måde er deres, ligesom for eksempel Simone de Beauvoir’s Det andet køn og Germaine Greers Den kvindelige eunuk er det. Som mand kan man læse med, men det er jo ikke os, de her bøger er skrevet til (hvad Virginia Woolf også joker med i Eget værelse).

Hvorom alting: har du af en eller anden grund kun tænkt dig at læse et feministisk værk i dit liv, så lad det være Virginia Woolfs A Room of One’s Own.

Virginia Woolf: A Room of One’s Own. Penguin Books, 2004 (1928).

Virginia Woolf: Eget værelse. Samlerens Forlag, 1973 (1928). Oversat af Elsa Gress og David Gress-Wright.

I byen igen

Dengang jeg gad læse organet for den højeste oplysning, altså Politiken, på en regelmæssig basis, havde ugen ét højdepunkt. Det var om fredagen, når "I Byen"-tillægget var med inde i avisen. Det vendte man straks om, for på bagsiden var Dan Turèlls ugentlige "I Byen" klumme. Eller som han selv kaldte dem: "Poetisk-politiske petitjournalistiske artikler."

Klummerne er en blandet landhandel emnemæssigt. De fleste handler om det København Turèll kendte og elskede, fra små finurlige iagttagelser til kommentarer til aktuelle politiske spørgmål.

Denne samling, Dan Turèll i byen igen, har jeg været heldig at finde i originaludgaven fra 1982 (de findes også i genoptryk). Politisk må især Københavns daværende Overborgmester, Egon Weidekamp, stå for skud, og jo især hans menneskefjendske bolig- og saneringspolitik.

Turèll skriver underfundigt og skide morsomt med knastørre kommentarer, indskudte sætninger og parenteser, og med masser af referencer til litteratur, musik og andre skribenter. Vi går i gaderne, vi besøger værtshusene, holder med ungdommen og bz'erne, og ser i det hele taget kærligt på almindelige københavnere uanset indkomst og anseelse, og ér bare i byen igen.

Det er ikke til at få nok af.


Dan Turèll: I byen igen. Borgen, 1982.

Oscar Wao & Hans Korte og Forunderlige Liv

Romanen Oscar Wao & Hans Korte og Forunderlige Liv af Junot Díaz handler om drengen Oscar, der bor i en by i New Jersey, USA. Oscar bor sammen med sin mor og sin søster, er vild med tegneserier og drømmer om at blive den nye J.R.R. Tolkien.

Oscar er tyk og ingen piger gider have noget med ham at gøre. Lidt af et problem for en knægt i puberteten og endnu mere for Oscar. Familien er af dominikansk oprindelse og dermed ud af machokulturen, en kultur Oscar slet ikke kan leve op til.

Oscars søster er lidt af en babe som dater Junior on and off. Junior er nemlig en RIGTIG dominikansk mand, så han knepper alt hvad der kommer hans vej.

Oscars mor er en glædes- og kærlighedsløs enlig mor med to jobs. Hun måtte flygte fra Den Dominikanske Republik, dengang der var en diktator der hed Trujillo, der styrede landet med usandsynlig bestialsk hånd. Så bestialsk at det udløste en helt diaspora fra øen til USA.

Vi følger i romanen Oscars opvækst gennem high school og derefter, da han begynder at undervise. På en tur tilbage til Den Dominikanske Republik på familiebesøg, sker der et mirakel, som samtidig skal vise sig at blive fatalt: Oscar forelsker sig!

Romanen krydsklipper mellem Oscars liv, en lille smule til søsteren Lolas liv, men især morens og hendes forældres historie tilbage i Den Dominikanske Republik under Trujillo, og meget af den er fortalt gennem Lolas on and off kæreste, Junior.

Romanen er altså ikke kun Oscars historie, men også hans families historie fra omkring 1930'erne og frem midt-halvfemserne. Desuden er det historien om Den Dominikanske Republik i det meste af det tyvende århundrede, en historie om en syg diktator, undertrykkelse og imperialisme, og om dominikanernes kultur, alt sammen blandet godt og grundigt op med Tolkien og amerikansk populærkultur. Altså en roman med flere planer, men måske mest af alt, er det dominikansk-amerikanernes historie.

Alt den historie gør overhovedet ikke romanen kedelig eller tør. Den er helt sindsygt velskrevet og skide sjov. Det er længe siden jeg har grinet så meget og været så godt underholdt.

Ender den sørgeligt? Ja, sorry, det gør den, men hold fast, den er al tiden værd. Læs, læs, læs!

Jeg lyttede til bogen som lydbog på engelsk. Super god oplæser! Der er en del spansk, noget af det forstod jeg, noget kunne jeg gætte mig til, og noget måtte jeg bare lade passere. Det hele gav god mening alligevel.

Junot Díaz: The Brief Wondrous Life of Oscar Wao. 2009 (2007). Oplæser: Lin-Manuel Miranda with Karen Olivo

Alexandriarosen

Manuel Vázquez Montalban's detektivserie om Pepe Carvalhos er en af mine yndlings krimier, i samme liga som Fred Vargas' Adamsberg, men helt anderledes, og nogenlunde så langt fra skandinavisk krimi som overhovedet muligt. Det er et plus. 

Bøgerne skaffer jeg løbende second hand, så det tager den tid det tager at få samlet hele serien. Alexandriarosen er tredje bind i serien.

I Barcelona dukker delene af et lig op, og Carvalhos kæreste, luderen Charo, er den myrdedes kusine, så noget modvilligt påtager Carvalho sig sagen. Sporerne fører til Albacete, en gudsforladt by på den kastilianske højslette. 

Samtidig krydsklippes der til en sømand, der er på vej hjem fra Karabien med fragtskibet Alexandriarosen. Er der en sammenhæng mellem sagen og sømanden? Det tror jeg nok, der er.

Endnu et smukt epos i sagaen om vores katalanske detektiv, livsnyder og gourmet, som sædvanlig i lange stræk uden den vilde handling, men, også som sædvanligt, dybt underholdende og skide godt skrevet.


Manuel Vázquez Montalbán: Alexandriarosen. Klim, 1990 (1984). Oversat af Kirsten Nielsen.

Moon Man og De stjålne liv - ugens anbefalinger

Chinua Achebe

Den 21. marts døde en af de helt store forfattere, Chinua Achebe (1930-2013). Han var født i Nigeria og er måske især kendt for bogen Things Fall Apart (Alt falder fra hinanden). Læs miniportrættet af forfatteren, der rev Mandelas fængselsmure ned. 

Pulitzerprien

Årets Pulitzerpris i litteratur er lige blevet uddelt, den 16. april, og den gik til Adam Johnson for romanen "Orphan Master's Son. Den foregår i Nordkoreas og er blandt andet baseret på styrets virkelige og sære projekt med at kidnappe japanske statsborgere i udlandet og bringe dem til Nordkorea.

Bogen er oversat til dansk og hedder "De stjålne liv." Du kan læse en anmeldelse her hos Bogbrokken.

Den lille Nobel-pris

En anden pris blev uddelt i Stockholm den 15. marts. Det var Svenska Akademiens nordiske pris (som også kaldes den "lille Nobel-pris"), der denne gang gik til den finske forfatter Sofi Oksanen.

Oksanen benyttede lejligheden til at takke Märta Tikkanen, Fredrika Runeberg og Marja-Liisa Vartio, for uden deres forfatterskaber ville Oksanen aldrig være blevet forfatter. Vist en slet skjult kritik af Svenska Akademiet, for langt de fleste forgående prismodtagere er mænd. Læs om hele den sag her.

Foto: Teemu Rajala

Johannes Riis og at ære den gode litteratur

I "En selvudgivers bekendelser afsnit 18", tager forfatteren Steen Langstrup fat i en kendt anekdote:

"De sidste uger har alle os i bogbranchen kunne varme vores litterære hjerter ved at læse en sød, lille anekdote om, hvordan ægte, god litteratur opstår på forlagslagsredaktørernes fornemme kontorer.

Det er selvfølgelig anekdoten om samarbejdet mellem Gyldendals fantastiske redaktør, Johannes Riis, og den dygtige, men desværre afdøde forfatter Jakob Ejersbo. Anekdoten fortæller om, hvordan Johannes Riis evnede at se kvaliteten i et ellers knap så heldigt manuskript, som Ejersbo havde skrevet."

Steen Langstrup går kritisk til anekdoten og vinkler den som et forsøg på at cementere FORLAGET og REDAKTØREN som den nødvendige fødselshjælper til al god litteratur. Langstrup har sandsynligvis som selvudgiver, der tidligere er udgivet hos Gyldendal, sine kartofler at hyppe, men det er relevante spørgsmål og interessante betragtninger, han kommer med.

Granta

Det London-baserede litterære magasin, Granta, har hvert tiende år siden 1993, udnævnt de bedste 20 britiske romanforfattere. I år er der for første gang flere kvinder end mænd på listen, og mange er børn af indvandrere. Fotografen Nadav Kander har fotograferet hele banden på smukkeste vis. Og her kan du få en lille let forklaring på sammenhængen mellem symboliken i fotoet og forfatteren.

Moon Man og andre superhelte

Vi slutter i den lidt lettere ende. Er du til superhelte, er denne wiki et must see. Hvad mener du for eksempel om Moon Man?

"Stephen was a police detective and son of the police chief of Great City. He donned a globular helmet made of one way Argus glass to fight crime at night and steal the ill gotten gains of the corrupt. As the moon man, he also wore a black cloak and gloves. He stole money from criminals and distributed it to the needy. He also carried an automatic and was willing to kill criminals. He battled the Red Six, and picked them off one by one."

Det er sådan et site, når man først får begyndt, så hænger man der i laaaaang tid, for det er sgu for crazy :-)

Tusind tak til Infonauten for det link.

En kavaler i Spanien

Tom Kristensens rejseskildring udgivet i 1926, lægger hårdt ud med et stumt erotisk møde i toget på vej til Barcelona, mellem Tom Kristensen og en blond, spansk kvinde på den modsatte bænk i kupeen. Uforløst, men meget dramatisk og intensivt.

På sin rejse rundt møder han ludere og lommetyve og drukkenbolte og andre rejsende, og ser Barcelona, Mallorca, Granada og så videre, og der bliver suget en hel del vermouth og andet godt undervejs.

Tom Kristensen kan noget med sproget, og selv banale turistoplevelser (mavekneb, lommetyve, kirkebesøg, natteture), bliver helt intense oplevelser, som får en helt ud på kanten af stolen. Det er virkelig fremragende, men ind imellem kan jeg ikke lade være med at tænke på, om manden var på et eller andet, da han skrev det hele ned.

I skal have et eksempel:

Sidegaderne gled tomme og skyggefulde ud mod den levende færdsel. De var som stenrender med flade fliser i bunden, eller de var jordede og knortede, som landsbygader; og da gik der høns i dem. Tæt ude ved hovedgaden hørte man dem kagle. Mon de lagde æg i rendestenen? Det kunne ligne Spanien! Når en klodset sporvogn brasede forbi med et flimmer af grimme, kolorerede vifter i de åbne vinduer, vendte fjerkræet blot de lyse vatrumper mod larmen. Det var som at blive tørret i ansigtet med en svamp, at se den form for foragt.

Absolut blændende rejseskildringer, og slet ikke som de skrives flest.


Tom Kristensen: En kavaler i Spanien. Gyldendal, 1980 (1926).

Forår og bogjagt

De store gode loppemarkeder er et forårstegn, selvom vejret ikke helt har fattet det endnu, men jeg kan bare ikke lade være med at lede efter det mindste tegn på, at de gråbrune og matgule farver snart bliver afløst af en grøn eksplosion. Forår og bogjagt hører sammen.

Der er gode loppemarkeder og der er mindre gode loppemarkeder. Ofte er loppemarkeder, som kun afholdes få gange om året, de bedste. For eksempel spejderloppemarkeder eller Lions Club. Når poderne skal have ny spejderhytte eller det går til et velgørende formål, plejer det at være muligt vriste arvestykkerne ud af folk.

I denne weekend var der potentielt to gode loppemarkeder her i Nordjylland (som jeg kendte til), et spejderloppemarked i Mou, som vi tidligere har haft god succes med, både sporhunden og jeg, og så et Lions Club loppemarked i Aars. De åbnede næsten samtidigt, så vi måtte vælge: det blev Aars denne gang.

Loppemarkedet blev afholdt i et Messecenter Vesthimmerland, og hold op, der var mange vesthimmerlændinge, der gerne ville gøre en god handel! Og en kop kaffe og et stykke wienerbrød var nok heller ikke af vejen.

Og der var også godt gang i "bogafdelingen", selvom jeg blev lidt nervøs til at starte med, for jeg løb  ind i en stime Morten Korch og Fritz Reuter og bogen om den røde malkeko. Ikke lige det jeg leder efter. 

Men der var heldigvis meget andet, blandt andet en del tysk litteratur. Det kan vi godt lide. Her dagens fangst.

Litteraturlinks fra ugen der gik

Efter en påskepause skal vi igen have ugens gode links om løst og fast inden for litteraturen og bogens verden.


Vi starter med F. Scott Fitzgerald. Den 10. april var det 88 år siden Fitzgeralds roman The Great Gatsby, blev udgivet. Det fejrede Kristoffer Dahy Ernst med at kigge på nogle af de mange forskellige forsider, der igennem tiderne har prydet denne klassiker.





Har du nogensinde spekuleret på, hvordan en forfatter reagerer, den dag Postmand Per dukker op med den seneste udgivelse lige fra trykken? Det fortæller fantasyforfatteren Lone Dybdahl om her. 

Og så et suk fra Kirsten Reach, redaktør hos det amerikanske indie-forlag, Melville House: "Could we please agree to stop using the word "dead" in headlines about print media and publishing?"

 

Har du savnet en liste over danske pionerer inden for digital litteratur? Så har Erik Scherz Andersen, der også står bag tidsskriftet Slagtryk, samlet en fin liste her.

Det var også i denne uge, jeg opdagede et nyt dansk indie-forlag, Forlaget Ordenes By. Det ser rigtig interessant ud. Tak til Jeppe Engell for det tip :-)

Men ugens altoverskyggende begivenhed, var naturligvis, da en af musikkens og litteraturens helt store inspirationskilder, smed træskoene på The Ritz Hotel i London (man var vel baronesse). Det er naturligvis Margaret Thatcher, vi taler om. Her giver fem forfattere (og i øvrigt også 5 musikere) deres kommentarer til Jernladyen.

Det var alt for idag. God læselyst og weekend til alle :-)

Beton

Betonarbejderen Jakob Mathiassen har skrevet en fed proletarbog om at være betonarbejder i Danmark. Et emne der vist er sørgeligt overset i litteraturen. Findes der mon overhovedet litteratur om den arbejdsgruppe (uden for universiteterne)?


Bogen skifter imellem faktuelle kapitler og hvad vi kan kalde oplevelses-kapitler, altså Jakobs egne erfaringer som betonarbejder. Et af de morsommere afsnit, er det afsnit, hvor Jakob forsøger at organisere de polske kolleger, et forsøg han tror er lykkedes, men falder til jorden med et brag.

Oplevelses-kapitlerne er fortalt på ligefrem (det hed vist djærv engang) vis, med stor fornemmelse for psykologien betonarbejderne imellem og ikke mindst de lysår af afstande der er imellem betonarbejderne og de andre arbejdsgrupper på byggepladsen, ikke mindst dem inde i skurvognen med den babybløde hud på hænderne (det hed vist pikhud engang). Og naturligvis med stor klassesolidaritet og -bevidsthed.


Bogen har en del faktuelle afsnit omkring betonindustriens opståen og udvikling i Danmark, om sikkerheden (eller mangel på samme) på arbejdspladsen, om hvordan sjakket som selvstændig og selvbestemmende enhed (hyring og fyring, indkøb af materialer og tilrettelægning af arbejdet) er blevet en saga blot. Nu er det så overladt arbejdsgiveren at bestemme akkorden og dermed også betonarbejdernes timeløn og nedslidningshastighed.

Der er afsnit om de nye kolleger fra Østeuropa, og om hvordan der er blevet færre danske betonarbejdere, og hvordan færre og færre af dem er organiseret i en fagforening og hvordan flere og flere af dem stemmer til højre for midten.

Jakob Mathiassen er simpelthen bare en god fortæller, nøgtern og med humor og selvironi. Han fremstiller også ærligt mindre flatterende sider af sig selv. Det gør bogen meget troværdig og underholdende. For det er det den er, bogen om beton: rigtig underholdende. Det skulle man ellers ikke tro.

Jeg hørte bogen som lydbog, og det var en fin oplevelse. Kun er oplæsning af statistiske skemaer lidt svært at fange, og man går desværre glip af bogens mange fotos.


Jakob Mathiassen: Beton. Historier fra skurvognen. Informations Forlag, 2011.

Pladecover og vinylens revival

I en ny bog fortælles historien om hvordan pladecovers blev et grafisk designobjekt, om udviklingen i stil inden for forskellige genrer, og om de udøvende kunstnere bag.

Bogen giver også et godt bud på, hvorfor lp'en tilsyneladende bare ikke kan lægges i graven, selvom den er blevet voldsomt udkonkurreret ikke bare en, men to gange af først cd'en og siden af iTunes og Spotify etc.

For modsat hvad man skulle tro, så presses der stadig lp'er og der designes stadig pladecovers. Det skyldes en øget interesse for dj- og klubkulturen og fordi der findes pladesamlere.

Vinylentusiasterne kan opdeles i et yngre segment, som kan lide lp'ens retrokarakter selvom de er opvokset i cd'ens æra, og så dem af os, der er opvokset med lp'en og ikke nænner at smide pladesamlingen og pladespilleren ud.

Bogen er udgivet i anledning af en udstilling om pladecovers på Designmuseet, og er en meget solid faglig gennemgang. Det er lidt nørdet, men ikke mere end alle kan være med, og heldigvis er der mange eksempler med, som vises og tolkes. De fleste af eksemplerne kender man, jeg gør i hvert fald, men sjældent historien bag.

Det er en super flot bog og en stor bog. Meget passende når det nu et et visuelt medie, der skrives og fortælles om, og typisk for Forlaget Vandkunsten, der har udgivet bogen.

Et par mindre indvendinger: der er gentagelser i bogen, der kunne være redigeret bort. For eksempel får vi historien om, hvordan musik-kanalen MTV var med til at (næsten) at slå pladecoveret ihjel, fordi musikselskaberne flyttede pengene fra pladecoverdesign til musikvideoproduktion, et par gange.

Og i perioder bogen igennem virker det som om, at de covers der skrives om, konsekvent er anbragt på siden efter omtalen. Det er rarest at kunne se foto samtidig med teksten, synes jeg.

Forsiden er jeg heller ikke ret vild med. Man har forsøgt at skabe en pladecover-forside til bogen, ved at samle en række elementer fra klassiske pladecovers. Det er ikke svært at afkode, slet ikke efter man lige har læst bogen, men det bliver mig en anelse disharmonisk.

Men det er minimale indvendinger. En super flot bog og rigtig interessant gennemgang, hvis man interesserer sig for mediet.

I øvrigt: tak for gaven, søs :-)

Lars Dybdahl og Laura Liv Weikop (red.): Pladecovers. Vinylens revival. Forlaget Vandkunsten, 2013.

Dobbelt bryllup og forslugende danskere

Den tyske forfatter Erich Kästner (1899 - 1974) skrev humoristisk og antifacistisk, bl. a. Tre mand i sneen og Fabian, og børnebøger og cabarettekster. I perioden 1928 - 30 skrev han også satiriske digte udgivet som Mandagsdigte i Berliner Zeitung.

I denne samling finder man 99 af disse digte gengivet med nødtørftige noter. Digtene har rim, vid og snert, om alt fra dagligdags ting der berører de fleste og om politik og sladder.

Bag humoren gemmer der sig til tider også en pæn portion mismod, som her i nytårsdigtet Glückswünsche fra 31. december 1928 (første strofe):

Alle Jahre wieder
kommt ein neues Jahr.
Wird es noch stupider
als das alte war?

Det politiske system og statistik får også et fur, her om den (åbenbart allerede dengang) alarmerende faldende fødselsrate i digtet Bettgesprech fra marts 1929:

Hast du, was in der Zeitung stand, gelesen?
Der Landtag ist aufs heftigste empört,
von wegen dem Geburtenschwund, gewesen.
Auch ein Minister fand es unerhört.

Auf tausend Deutsche kämen wohl pro Jahr
gerade 19 Komma 04 Kinder.
04! Und so was hält der Mann für wahr!
Dass das nicht stimmen kann, sieht doch ein Blinder.

Det fedeste er når rimene overrasker og giver både mening og fremtvinger en latter. Digtet Zweimal Hochzeits (fra juli 1929) første strofe fik i hvert fald mig til at grine højt:

Ein siamesischer Zweilling zu sein,
ist kein Genuss.
Ständig zu zwein, niemals allein,
auch wenn man mal muss...

Digtet handler umiddelbart om det besværlige i at være siamesisk tvilling og omverdenens moralske kvababbelser over at at siamesiske tvillinger gifter sig. Noten hjælper til at forstå, at det i virkeligheden handler om tvillingebrødre, hvoraf den ene er politiker og den anden "tropeforsker". Tropeforskeren brugte sin forskning til at argumentere for raceadskillelse i de tyske kolonier. Den slags brød Kästner sig ikke om.

På den måde har en del af digtene en dobbelt betydning, og noterne hjælper godt på vej til at forstå den aktuelle anledning til digtet. Alt i alt en rigtig fin samling af Kästners satiriske digte.

Vi slutter med første strofe af digtet Kopenhagen, som Kästner skrev efter en ferierejse med sin mor til København i august 1929:

Manches sieht man, wenn man reist.
Beispielsweise, wie sie essen.
Denn in Österreich wird gegessen,
und in Frankreich wird gespeist
und in Dänemark - gefressen.

Ikke ubetinget et flatterende digt, Kästner syntes åbenbart at danskerne rå-åd i overdrevne mængder :-)

Erich Kästner: Die Montagsgedichte. Atrium, 2012.

Den tunge kuffert

Via en ny afstemningsapp, der hedder Seesaw, bad jeg mine venner på Facebook om hjælp til, hvilken af disse to bøger jeg skulle kaste mig over. Der var overvældende flertal for Den tunge kuffert, så den blev det.

En tung kuffert kommer ved et tilfælde i hænderne på Adam Breen. Et par kriminelle løjsere dukker op hos Adam og vil have kufferten, og samtidig bliver huset overvåget af endnu en kriminelt udseende personage. Adam vil helst aflevere den til politiet, men midt i forviklingerne er kufferten pludselig forsvundet.

Nu må Adam sno sig, for hverken politiet eller gangstertyperne tror ham over en dørtærskel, og alle er endog MEGET opsatte på at finde kufferten før alle andre. Gangsterne truer med at kidnappe Adams datter, og Adam ser ingen udvej end at gå under jorden for at finde ud af hvor kufferten er blevet af og hvad der gør den så interessant for så mange forskellige parter.

Med hjælp fra en ung journalistspire, Molly, går Adam under jorden, og det lykkes ham at opspore og infiltrere den kriminelle organisation der står bag truslerne mod ham. Men er Molly den, hun udgiver sig for at være, og vil det lykkes Adam at sprænge den kriminelle ring, inden de får has på ham og hans familie?

En meget krimi helt i den kulørte ende, men spændende og god underholdning. Den er dialogbåret og læseren forvirres hele tiden af, om de optrædende personer nu også er dem de giver sig ud for og om deres motiver nu også er som de siger de er. Alt skifter konstant, som en uendelig runddans, hvor intet er sikkert og intet er hvad det giver sig ud for.

Forfatteren hedder Bruno Fischer. Det perfekte, anonyme forfatterpseudonym, tænkte jeg straks, men det er et rigtigt navn. Bruno Fischer (1908-95) var født i Tyskland, men opvokset i USA. Han var journalist, redaktør og skrev masser af kulørte romaner og kulørte historier til kulørte blade. Han redigerede også socialistiske aviser og endte sine dage i et socialistiske olle-kolle i staten New York. Ham kan man læse mere om her.

Bruno Fischer: Den tunge kuffert. Ark's Forlag, 1955 (1946).

And Death Shall Have No Dominion

Gode livslange venner af mig har pludselig mistet deres unge datter. Jeg kan vel dårligt begribe det fulde omfang og dybden af deres smerte og sorg, og jeg græder med dem.

Derfor bliver mandagsdigtet i denne uge i den sørgmodige ende, sidste vers af Dylan Thomas' digt, And Death Shall Have No Dominion:

And death shall have no dominion.
No more may gulls cry at their ears
Or waves break loud on the seashores;
Where blew a flower may a flower no more
Lift its head to the blows of the rain;
Though they be mad and dead as nails,
Heads of the characters hammer through daisies;
Break in the sun till the sun breaks down,
And death shall have no dominion.

Børglum Kloster

Børglum Kloster, hvis historie går helt tilbage til omkring 1000-tallet, ligger næsten lige i min baghave, men først i dag har jeg fået set det indvendigt.

Bygningerne og udsigten er helt fantastisk. Til gengæld er selve udstillingen om klosterets historie hovedsagligt baseret på et uendeligt antal plancher med masser af tekst.

Klosteret er litterært set forbundet med Thit Jensens roman Stygge Krumpen, men stedet har en anden litterær reference: H.C. Andersen besøgte nemlig Børglum i en uges tid sommeren 1859.

Det bedste af det hele er at de stadig har den seng han sov i, helt afgjort udstillingens hovedattraktion!

                                     Ja, der ligger en stor doven kat i sengen :-)

H.C. havde ikke et alt for godt ophold, for den gamle hypokonder blev selvfølgelig syg med feber. Han skrev i sin dagbog den 1. August 1859:

Mandag den Iste August. Ligget noget længere for at svede; det blæser, jeg har ondt i Halsen; holdt mig temmelig inde. Raps- og Kornmarker rundt om, Qvæget staar i Gruppe paa Marken. Læst Eventyr. Om Aftenen stærk Lyn. Sendt Brev til Louise Lind og Faderen Collin.

Men anyways: Hvis du skulle lægge vejen forbi Børglum Kloster, så nyd de smukke gamle bygninger og udsigten, men husk at gå op på tredje sal i østfløjen, for dér står den gamle seng, eventyrdigteren H.C. Andersen lå og febersvedte i, i sommeren 1859.