fredag den 12. september 2014

Jesper Kleins liv og Lykke

(Full disclosure: Jeg kender den ene forfatter. Vi er kolleger, men han har altså ikke haft noget med dette indlæg at gøre).

I en høj alder fortæller en af min barndoms helte om sit livs op- og nedture. Klein er ulykkelig og bitter efter konens tragiske død af kræft. 

At han efter at have passet konen under hendes sygdom, har svært ved at få job igen, gør ikke situationen bedre.

I det hele taget fremstår han som lidt af en anakronisme, der ser med mistro på sin samtid og den nye digitale teknik, og med vemod længes tilbage i tiden.

Jeg har engang læst et sted, at en af Jesper Kleins yndlingsbøger var Stefan Zweigs "Verden af i går", der, meget forenklet, handler om tiden før de to verdenskrige, der på så mange måder var meget bedre, ifølge Zweig. 


Det giver jo mening.

Læseren bliver i den grad ført om bag facaden på den offentlige person Jesper Klein i bogen. På en måde ville jeg ønske at jeg aldrig havde læst den.

Ikke fordi den ikke er interessant og velskrevet. Alt det er helt i orden, men fordi jeg hellere vil huske Jesper Klein for de både alvorlige men mest sjove roller han spillede fremfor den bitre Klein. 


Ove Nørhave & Flemming Chr. Nielsen: Jesper Kleins liv og Lykke. Bindslev, 2007.

onsdag den 10. september 2014

Ankomst til stilheden

Klaus Rifbjergs journalistik er omdiskuteret og kontroversielt. Nok mest fordi han fremlægger sine holdninger utvetydigt, også om andre, men kedeligt og uoplyst bliver det aldrig.

Denne samling af kronikker, anmeldelser, rejsebreve og essays, udvalgt af Flemming Reislev, dækker perioden 1994 - 2008.

Klaus Rifbjerg: Ankomst til stilheden. Udvalg af journalistik 1994 - 2008 ved Flemming Reislev. Bogforlaget Hjørring, 2008.




mandag den 8. september 2014

Dobbeltmordet

På Twitter tweetede Claus for nogen tid tilbage om en lejlighed på Frederiksberg, der er sat til salg, og som gennem snart 40 år har været genstand for en del litteratur:



Peter Bangs Vej 74, 3. th. var hjemsted for et dobbeltmord i 1948, på kontorchef Vilhelm Jacobsen og fruen, Inger Margrethe Jacobsen. Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej er aldrig blevet opklaret, og det har givet frit spil for folk med en veludviklet fantasi.

Når lige netop dette dobbeltdrab har affødt så mange spekulationer, tror jeg dels det er fordi der ikke er bare det aller mindste reelle, holdbare spor i sagen, dels fordi det foregik så kort tid efter besættelsen, så der kan spindes uendelige ender til modstandsbevægelse, naziguld og sortbørshajer.

Journalisten Erik Haast har skrevet to bøger om sagen, "Dobbeltmordet" (1976) og "De sammensvorne" (1993). Jeg har desværre kun den sidste, hvor Haast navngiver morderen. Men det er i øvrigt nok sundt at forholde sig ret kildekritisk til bogen. Haast er ofte ret spekulativ i sine udgivelser.

Suzanne Wowern Rasmussen har også udgivet en bog med titlen "Dobbeltmordet", (2000), hvor sagen ses i okkult belysning. Her skal man vist også være ret påpasselig med at tage bogen for alt for gode varer, men i det mindste postulerer bogen ikke, at opklare hvem morderen var.

I 2010 udgav journalisten Peer Kaae "Dobbelmordet på Peter Bangs Vej", som jeg ikke har læst. Den skulle forholde sig seriøst til sagen og bygge på adgang til sagsakterne. 

Kaae mener at have fundet navnet på morderen, men kan ikke nævne vedkommende, da sagsakterne er båndlagte. Læs mere her.

Vi finder ud af hvem morderen var og hvilken forfatter der ramte rigtigt, når sagsakterne frigives i 2023.

EDIT 8.september kl.22.00: af en kvik læser bliver jeg gjort opmærksom på en femte bog om dobbeltmordet: "Den sidste aktion", af Britt Bartenbach og Hans Ole Jensen. Ifølge forfatterne, blev ægteparret Jacobsen slet ikke myrdet, men forsvandt til Argentina.

Bogen førte til en sag ved pressenævnet og var også genstand for en del morskab i tv-programmet "Den 11. time" med Mikael Bertelsen, fordi forfatterne var blevet udsat for en practical joke, kan man vist godt sige, af kunstneren Peter Wendelboe, der havde fodret dem med opdigtede oplysninger.

Peter Wendelboe har anmeldt/omtalt "Den sidste aktion" her. Altså en bog, han på en måde selv har været med til at skrive.



søndag den 7. september 2014

Ét liv er nok

Samtalebøger er ærlig talt ikke lige min kop te. Skriver jeg, selvom jeg faktisk ikke kan mindes hvornår jeg sidst læste en bog i den genre.

Jeg tror måske bare ikke, at det er noget for mig? Måske kommer det også an på, hvem der deltager i samtalen. Det er nok det.

Denne samtalebog er uddrag af to samtaler mellem Henry Miller (1891 - 1980) og George Belmont (1909 - 2008), som var Henry Millers franske oversætter, optaget til fransk tv i september 1969, og udgivet året efter, og seks år efter på dansk.

Det er altså ikke noget nyt, men wauw, det er fedt. Henry Miller er en speciel mand, med både kloge og (for mig) lidt sære ideer, men bogen rammer en nerve af livsfilosofi og -erfaring, der er både klog og spændende.

En lille bog på kun 117 sider, men læs den!

Henry Miller: Ét liv er nok. Samtaler med Georges Belmont. Brøndum, 1991 (1976). Oversat af Peter Poulsen.

torsdag den 4. september 2014

Flagermusenes landsby

Jeg kender bedst den italienske forfatter Dario Fo (1926 -) som dramatiker og politisk aktivist. I Flagermusenes landsby fortæller han om sin barndom i den lille provins tæt ved Schweiz og alperne, Varese.

Det vil sige: familien flytter en del, da faren er stationsforstander ved jernbanen og flyttes en del rundt.

Erindringerne er præget af Fo's humor, som altid kan få mig til at grine højlydt, og så er den interessant for hans forklaring på, hvordan hans fortællekunst, både verbalt og kropsligt, skabes af helt almindelige menneskers fortælleevner, der igen bygger på en århundrede lang tradition.

Bogen har undertitlen "- mine første syv år (og lidt til)", og den når at få slutningen af 2. Verdenskrig med, med faren og flere familiemedlemmers aktive antifascistiske modstandsarbejde, og Hvordan Dario Fo med nød og næppe undgår at blive kastet ind i krigen på fascistisk side.


Dario Fo: Flagermusens landsby - mine første syv år (og lidt til). Gyldendal, 2004. Oversat af Bent Holm.

onsdag den 3. september 2014

Dengang jeg var en lille dreng

"Dengang jeg var en lille dreng" handler om Erich Kästners (1899-1974) barndom i Dresden som enebarn, med en far der var saddelmager, og en mor der var dels hjemmegående, dels frisør, og om sin familie både i samtiden og tilbage i tiden.

Det var ikke et formuende hjem, men det var der bryske og nærige onkler og tanter der var, og det var heller ikke til hver en tid et harmonisk hjem.

Moren er ind imellem depressiv og selvmordstruet, og forældrene er jævnligt skinsyge på hinanden over deres eneste dreng.

Særligt afsnittet om, hvordan Kästner som barn opdager bøger, kan jeg nikke genkendende til:

"Jeg læste og læste og læste. Intet bogstav kunne vide sig sikker for mig. Jeg læste bøger og hæfter, plakater, firmaskilte, navneskilte, reklamebrochurer, brugsanvisninger og gravskrifter, dyrevennekalenderen, spisekort, mors kogebog, postkorthilsner, Paul Shurigs læretidsskrifter, 'Brogede blade fra sachsernes land' og den snaskede avisside, jeg bar tre salathoveder hjem i."

Kästner slutter sine barndomserindringer med den sommerferie ved Østersøen i 1914, der afbrydes i al hast med 1. Verdenskrig udbrud.

Som altid er Kästner værd at læse.


Erich Kästner: Dengang jeg var en lille dreng. Branner og Koch, 1962. (oversat af Herbert Steinthal).


søndag den 31. august 2014

Hos os derhjemme

Den tyske forfatter Hans Fallada (1893-1947) udgav sine barndomerindringer i 1941 under titlen "Hos os derhjemme".

Bogen er skrevet i Falladas kendte humoristiske stil, om den svagelige knægt og ulykkesfugl med det gode hoved, opvokset i et velstillet dommerhjem.

Vi får masser af vilde anekdoter og underholdende erindringer. Komikken vil ingen ende tage.

Under al selvironien anes dog også hans lige så velkendte sørgmodige og let depressive tone, især når det drejer sig om at begå sig blandt sine drengekammerater, og forældrenes desperation over alle ulykkerne.

Erindringerne dækker perioden 1905-14, og undertitlen er "Oplevelser, opdagelser og opspind."

Måske er det mest det sidste, altså opspind. Fallada beder i hvert fald i forordet familien om at se stort på unøjagtigheder, og håber de stadig vil hilse på ham, når de møder ham, og besvare hans breve.

Absolut en skæg og læseværdig bog.

Hans Fallada: Hos os derhjemme. Jespersen og Pio, 1942. Oversat af Clara Hammerich.

fredag den 1. august 2014

Bogkup i Tornby

Jeg elsker, at selv i den mindste lille flække med den mest undseelige genbrugsbutik, kan det lade det gøre at finde en bog med en historie. 

Dagens bogkup gjorde jeg i Tornby syd for Hirtshals i en genbrugsbutik, hvor hylderne ellers især bugnede med andagtsbøger, slidte og knapt så slidte bibler og prædikensamlinger.

Bogen var Thomas Manns novelle Tonio Kröger fra 1903, men her i en særlig interessant udgave, udgivet i 1939 på det tyske eksilforlag Bermann-Fischer Verlag i Stockholm.

På det tidspunkt var både Thomas Mann og forlæggeren Gottfried Bermann Fischer flygtet fra nazityskland, den første til Schweiz, den anden til først Østrig, siden Sverige og USA.

Men bøgerne, dem udgav de stadig, dér mens jøderne blev udryddet og lige før verdenskrigen brød ud.




søndag den 27. juli 2014

Bookworm

Jeg er vild med podcasts og er altid på udkig efter flere gode af slagsene. Og de er ikke så nemme at finde, synes jeg.

På det seneste har jeg afprøvet tre slags bog-podcasts, en dansk og to engelsksprogede.

Tid til bøger

Den første er "Tid til bøger", et aktuelt bogmagasin fra DR K på 29 minutter per gang. Det er egentlig et tv-program, hvor værten inviterer forfatteren/forfatterne hjem til sig til en samtale om en aktuel bogudgivelse.

Jeg har kun lyttet til et program, hvor gæsterne var Naja Maria Aidt, Mette Moestrup og Line Knutzon om deres fælles bog "Frit flet".

Programmet lider under at være et tv-program, når man som jeg, kun lytter til podcasten. Der foregår visuelle handlinger, blandt andet tegnes der, som virker ekskluderende. Bortset fra det, interessant program og udmærket vært.

Der er lige nu otte programmer tilgængelig, med interessante forfattere som Maja Lee Langvad, Søren Ulrik Thomsen, så jeg tager nok nogle flere.

Dear Book Nerd

Den anden podcast er en amerikansk en af slagsen, "Dear Book Nerd". Her er fokus mest på læseren og de glæder og problemer der kan opstå.

Værten, Rita, er super utjekket på en charmerende måde, og hun har en skiftende medvært i det cirka en time lange program. Der svares også på spørgsmål fra lytterne.

Titlerne mere en antyder vinklerne i programmet: "It's Good to Have Goals", "Two Types of Book Guilt", "The Risky Business of Lending Books" og "How to Get Over a Book".

Det bliver lidt for meget føle-føle og for lidt litterært bid, til min smag, og så knirkes der helt vildt, specielt hvis medværten også er kvinde. Det har jeg lidt svært ved at vænne mig til.

"Dear Book Nerd" bliver nok ikke min ynglingspodcast. Afsnittet "What is "Real" Reading" havde dog en interessant diskussion om det at købe bøger brugt og en fin anekdote med Lee Harper.

The Bookworm

Og det bedste har jeg naturligvis gemt til sidst: "The Bookworm" fra den ukommercielle radiostation KCRW i Santa Monica, Californien, er en samtale mellem værten Michael Silverblatt og en forfatter på 28 minutters varighed.

Når man lige får vænnet sig til den snøvlende, småaffekterede og meget talende vært, har virkelig nogle interessante læsninger, der får de besøgende forfattere til at lukke op for godteposen.

Det var lige før at programmet med Karl Ove Knausgaard gav mig lyst til at læse "Min Kamp" (tror dog jeg vil bekæmpe dén impuls, og holde mig til lidt ældre og velafprøvet litteratur, som jeg plejer).

Et andet interessant program er med forfatteren Francine Prose, om hendes roman "Lovers At The Chameleon Club, Paris 1932", baseret på en virkelig fransk kvinde, Violette Morris (1893 - 1944), lesbisk racerkører, der ender som torturbøddel for nazisterne. Morris er med på et berømt foto af fotografen Brassaï, som kan ses her. Hendes bog vil jeg rigtig gerne læse.

Der er desuden interviews med Junot Diaz, Erica Jong, Margaret Atwood og Chimamanda Ngozi Adichie og mange flere.

"The Bookworm" er et virkelig godt program, der har fået fast plads i min podcastapp (jeg bruger i øvrigt app'en Instacast).

Har du tips om gode bog- og litteraturpodcasts, så sig endelig til :-)

tirsdag den 24. juni 2014

Olympisk sabotage


Pepe Carvalho, privatdetektiv og madelsker, er dybt frustreret over at se sin by, Barcelona, omdannet til OL-by og invaderet af journalister og idrætsudøvere.

Vi er i 1992 og Carvalho planlægger at gå i hi i sit hus i de 17 dage legene varer, som en ensom og uannonceret protest mod de overgreb på byen, dens indbyggere og udseende, ombygninger og tilbygninger medfører, mod de korrupte gammelfacister i OL-komiteen og løgnen om legene som en udvisker af nationale og klasseforskelle.

Sådan går det naturligvis ikke. Overfacisten i den olympiske komité, Samaranch, skal bruge Carvalhos hjælp og får den spanske skatteminister til at true Carvalho til at sige ja til opgaven.

Serien om Carvalho har den klassiske private eye stemning: Carvalho er kynikeren der ikke har mange forhåbninger til sine medmennesker. Han ser med stigende håbløshed på udviklingen i et samfund i demokratisk og social opløsning og forfald. Alligevel arbejder han konsekvent med at løse sine sager, som et lille oprør mod en udviklingen. 

Det mix af samfundskritik og mismodighed gør serien absolut læseværdig. Og så skriver Montalbán godt og belæst og ikke mindst vittigt.


Manuel Vázquez Montalbán: Olympisk sabotage. Klim, 1994 (1993). Oversat af Kirsten Nielsen.


søndag den 22. juni 2014

Lad ikke vandet stående mod solen

Jeg ved ikke hvorfra min historiske interesse og nysgerrighed efter kontinuiteten i menneskehedens udvikling kommer, men som jeg husker det, har jeg altid haft den. 

Derfor var oldtidskundskab et naturligt valg i gymnasiet dengang i firserne. 

Vores lærer hed Aase (Christensen, tror jeg nok), en lille noget tør person, både af udseende og vid, med dirigenthår, og så var hun allergisk overfor kridt og gik derfor med hvide handsker på hænderne, så hun kunne skrive på tavlen. 

Jeg kan huske vi både læste Homer og Sappho, men især Hesiod har af en eller anden grund sat sig fast i min hukommelse. 


Mens Homer jo fortalte de store fabler om krige, smukke damer og prinser og etøjede kykloper og sirener der lokker søfarende i fordærv, og Sappho digtede sin smukke kærlighedsdigte, så var Hesiod så meget desto mere jordbunden.

I "Værker og dage" kommer Hesiod med gode råd til drive landbrug, godt naboskab, hvornår man (han) bør gifte sig. Nogle af rådene kan man grine af i dag. Et par eksempler:

"Lad ej en kvinde med oppyntet bag bedåre din tanke,
når hun med sleskhed dig lokker, mens efter din lade hun higer."

Lade er vist det samme som penge i denne sammenhæng. 

Eller hvad med:

"Ej må man lade sig vand, mens vendt man står mod solen,
heller ej, fra den går ned...erindrer dig det!.. til den stiger."

Der er bestemt også smukke passager, især når det drejer som vejret og årstiderne, men det er især de mange råd der optager Hesiod.

Og dog, for værket har en indlagt familiekonflikt. Hesiods bror, Perses, har tilsyneladende fravristet Hesiod deres fædrene går, selvom Hesiod er den ældste. 

Perses er ikke kun en voldelig snyder, han er også doven, og han har trukket rigeligt med veksler på Hesiods gavmildhed og tålmodighed, så Hesiod har indklaget ham for retten.

Og så får Perses og de dommere, der skal dømme i arvestriden, ellers læst og påskrevet:

"Fisk og vilddyr såvel som de flyvende fugle - ja, de skal
æde hverandre, thi ret iblandt dem ej kendes og gælder.
Men til mennesker retten han gav, som bliver det bedste
fremfor alt."

Hesiod skrev "Værker og dage" omkring det 8. eller 7. århundrede før kristus. Det var fint at få ham genopfrisket efter så mange år.

Citaterne er hentet fra "Grækenland II. Historie og hverdag", redigeret af Carsten Høeg m.fl, Gyldendal 1928-30.

lørdag den 21. juni 2014

Dagens fund

En lille udflugt til Svenstrup, og jeg var fire bøger rigere.

Jeg glæder mig især til st genlæse Hesiod. It's been a while.


fredag den 23. maj 2014

Et tilfælde? Næppe.

I onsdags var det den 21. maj. Da jeg gik i seng, skulle jeg lige have et kapitel af Greven af Monte-Christo, som jeg læser i øjeblikket. Jeg er nået til kapitel fire, som starter sådan her:


Hvad er chancen lige for at jeg den 21. maj læser nøjagtig det kapitel, som også foregår den 21. maj?

Et tilfælde? I don't think so!

lørdag den 17. maj 2014

Bogen der blev væk

Jeg var egentlig igang med at læse Greven af Monte-Cristo, men da jeg forleden var på vej hjem fra et par kursusdage i København, forsvandt min kuffert inklusiv bøger i lufthavnen.

Så er det jo godt man har et velforsynet bibliotek!

Jeg valgte at ignorere min TBR*-stakke, for jeg fik sådan en trang til at genlæse Sjöwall & Wahlöö, og her til morgen afsluttede jeg andet bind. 

Selvom serien bliver klart bedre og bedre for hvert bind, så er de to første bind stadig super læseværdige og spændende.

Anbefales til dig der aldrig har læst de her svenske krimier eller til genlæsning.

Men nu er min kuffert dukket op, og jeg må tilbage til Greven.




*TBR = to be read.

søndag den 23. marts 2014

Stort og skident

Det sker at et forord indeholder rigeligt drama, så man ikke behøver læse resten. Forordet til H.C. Andersens romerske dagbøger er sådan et forord.

H.C. Andersen rejste fire gange til Rom med en 50 % succesrate. På den anden rejse rejste han med digterkollegaen, den for mig ukendte H.P. Holst.

Andersen laver den ene scene efter den anden og trækker store veksler på Holst' tålmodighed.

Et noget andet billede giver Andersen i sine erindringer, hvor alt er fryd og gammen.

"Hvor var han dog en hjertelig Kammerat, godmodig og mild (...)."

På den tredje rejse møder han blandt andre den norske digter Bjørnstjerne Bjørnson. Bjørnson laver en practical joke med den nervøse Andersen.

En romersk tigger, som H.C. Andersen brugte som forlæg til en figur i sin roman Improvisatoren, har lidt tab på grund omtalen og vil hævne sig på Andersen.

Andersen tror på Bjørnsons opspind og forlader Rom før tid af skræk for tiggerens hævn.

Større krukke end H.C. Andersen finder man næppe. Den 21. oktober er han på sightseeing i Rom med en rejsekammerat Dinesen:

"Vi mødte den pavelige Musik; Paven kom men da D ved sit Væsen mod mig havde ærgret mig gik jeg hjem uden at see noget. Var i Theatret, det var stort og skident, slette Decorationer...(...)."
Et cetera :-)


H.C. Andersen: Romerske dagbøger. Gyldendal, 1947. Ved Paul Rubow og H. Topsøe-Jensen.

fredag den 28. februar 2014

Undergange


Den rige advokathustru Deidre, der er arbejder med hjemløse på frivillig basis, bliver myrdet på hendes venindes og vores heltindes, detektiven V.I. Warshawskis, kontor. Deidres datter bliver anklaget for mordet, men dén tror Warshawski ikke på, og hun starter sin egen efterforskning.

Sagen viser sig at være en kompliceret affære om pengehvidvaskning, ulovlig arbejdskraft fra østeuropa i Chicagos overklasse. Og det bliver ikke ufarligt for Warshawski at opklare sagen. 

Samtidig modarbejdes hun af sin politimandskæreste og dennes kollega, lige som hendes vennekreds ikke bakker ubetinget op.

Romanen foregår i foråret 1992, hvor George Bush senior har afløst Ronald Reagan i det hvide hus, og det præger romanens tone og tema kraftigt. Warshawski er dybt deprimeret over de voldsomme sociale forskelle i det amerikanske samfund, og korruptionen og ulovlighederne der rækker helt op ikke kun i Chicagos men i samfundets top.

Som sædvanlig er vores desillusionerede heltinde en enkvindehær mod forbryderne og uretfærdigheden, og da det endelig gælder, rykker hendes venner sammen om hende. Er der alligevel et glimt af solidaritet og håb for USA?

Desværre er oversættelsen ret dårlig. Det ser ud til at være gået lidt for stærkt. Men skidt med det. Det her er absolut en af Paretskys aller bedste romaner i serien om den hårdtslående kvindelige detektiv fra Chicago.




Sara Paretsky: Undergange. Fremad, 1994. Oversat af Arne Herløv Petersen. 

tirsdag den 25. februar 2014

Kurbadet

Min spanske yndlingsdetektiv, Pepe Carvalho, er taget på kurbad. Kroppen er mærket af hans mad- og vinglæde, så det skal der nu gøres noget ved.

På kurbadet sker der dog et mord, og ledelsen beder Carvalho efterforske sagen sideløbende med politiets efterforskning.

En speget sag med udspring i 2. Verdenskrig og nazistkredse, og med dødelig udgang for mere end en af kurbadets besøgende!



Manuel Vázquez Montalbán: Kurbadet. Klim, 1991 (1986). Oversat af Kirsten Nielsen.

søndag den 23. februar 2014

Opdragelse ved Verdun

Den tyske forfatter Arnold Zweigs roman Bertin opdrages ved Verdun, foregår under 1. Verdenskrig ved Verdun i Frankrig, på den tyske side af fronten.

Den unge korporal Christoph Kroysing har opdaget at fortsatte bag skyttegravsfronten tilbageholder penge og forsyninger til sig selv, og det vil han anmelde.

Officerernes modtræk er at lade anmeldelsen forsvinde og at placere korporalen helt fremme ved frontens mest voldsomme afsnit, og planen lykkes: snart er Korporal Kroysing død for fjendens våben.

Inden har korporalen dog betroet sig til en menig fra et andet kompagni, som han tilfældigt har mødt ved fronten, armeringssoldat Bertin. Denne beslutter sig for at opsøge korporalens ældre broder, løjtnant Ebehard Kroysing, og sætte ham ind i sagens rette sammenhæng.

Løjtnanten sætter nu alt ind på at få skovlen under sin broders (inddirekte) mordere.

Arnold Zweigs krigsroman er fremragende. Dens tema er knapt så meget selve kampene mellem tyskerne og franskmændene, selv om det ikke skorter på kampscener, men mere på korruption og magtmisbrug på tysk side.

Selvom Bertin optræder i bogens titel, er romanen en kollektiv roman. I øvrigt skrev Arnold Zweig i årene 1927 til 1957 ialt seks romaner om 1. Verdenskrig. Romanerne har mange personsammenfald, men kan sagtens læses uafhængigt af hinanden.


Arnold Zweig: Bertin opdrages ved Verdun. Vintens Forlag, uden år (tysk udgivelse i 1935). Oversat af Ernst Thomsen.


søndag den 16. februar 2014

Det mentale vindue.

Forfatteren Peder Frederik Jensen har netop udgivet en novellesamling. Den kan du læse mere om her: Banedanmark.

Jeg har bedt Peder svare på ti spørgsmål, og han har været så venlig at svare.


SPØRGSMÅL: Hvorfor blev det en novellesamling denne gang?

SVAR: Jeg gik og lavede køl på min båd. Jeg har den stående hos min gamle læremester i Kalundborg, og jeg havde derfor en periode, hvor jeg rejste til og fra København igen. Undervejs ser man disse glimt af andre menneskers liv, og det satte mig i gang med at skrive en række tekster, der blev korte og fokuserede og vel tættest på novellen. Det endte med, at der var nok til en bog, og så er det jo en samling, så derfor novellesamling.

SPØRGSMÅL: Fortæl lidt om processen: hvor lang tid tager det at skrive en novellesamling? Hvor mange kander kaffe og pibestop? Skriver du på et loftkammer eller et forfatterrefugium eller i toget?

SVAR: Banedanmark blev til på meget kort tid. Det var som et mentalt vindue, der åbnede sig. Hver tekst begyndte med en sætning, med et blik, jeg så udviklede og skrev videre på, uden at vide, hvor teksten skulle hen. Efterfølgende, i redigeringen af bogen, er det så gået op for mig, at der er nogle helt afgørende tråde og spor i teksterne, der knytter dem sammen og giver samlingen sammenhæng. Man kunne kalde det temaer, og i hvert fald er der tale om bevægelser og afgrunde, der havde med det mentale vindue at gøre, og det har på naturlig vis lukket sig selv i for en tid. Jeg har arbejdet på bogen i lidt over et år. En enkelt tekst er af ældre dato. Gæt gerne på hvilken?

Jeg skrev flere af teksterne i toget fra Kalundborg til København, og har siden siddet her ved skrivebordet med udsigt til lindetræernes kroner. I træerne plejer skaderne at bygge redde. I dag har to gartnere beskåret træerne, så udsigten er blevet klædt af og det hele fremstår nøgent og uhyggeligt. Egentlig meget passende i forhold til afslutte en proces. Lukke og slukke. Komme videre med nye skud.

SPØRGSMÅL: Hvordan er din skriveproces anderledes, end når du skriver en roman?

SVAR: Processen er anderledes fordi teksterne hver især er selvstændige rum. Processen er anderledes fordi disse rum alligevel er forbundet, og det handler om at finde de små gange under novellerne, så man kan aflure bogen sine sammenhænge og lave rækkefølge, fravælge og tilvælge tekster m.m. Det vil sige at struktur og den slags naturligvis kræver nogle andre tanker og valg.

SPØRGSMÅL: Makke og låler: hvad er der med de ord der er så vigtigt at de skal med? Man kan dårligt slå ordene op i et normalt danskleksikon? Hvorfor lader du dem ikke bare blive i glemmebogen?

SVAR: Tja. Ordene har jo en selvstændig poetisk dimension, som jeg gerne vil benytte mig af. De passer ind. Der er tale om ord, der har sat sig fast i min bevidsthed, og som jeg længe har villet bruge. Makke er rimelig almindeligt i visse kredse. Låler er ikke men ordet Lolland kommer af låler, så det er for den naturlige sammenhæng. Jeg tror på glemt sprog og tossede ord. Når man skriver forholdsvist kontrolleret som mig, får sådanne småord stor æstetisk kraft, og det giver teksterne spændstighed.

SPØRGSMÅL: Spartle, sandblæse, slibe, rapid polyspartel: er håndværkersproget et slags uudtømmeligt maskulint, erotisk vokabularium?

SVAR: Ja, det tror jeg godt, man kan sige. 

SPØRGSMÅL: Hvad er den røde tråd i Banedanmark?

SVAR: Det må man selv om. Forfatteren kunne mene, at der var tale om vold, konsekvenser af indirekte psykisk vold, om påståede ofre og ægte ofre, om sex og barnløshed. Men den røde tråd må vi nok i sidste ende finde selv. 

SPØRGSMÅL: En novelles defineres vist oftest som en kort fortælling med en uventet/sjov/makaber etc slutning. Hvordan vil du beskrive en novelles dna?

SVAR: For mig fungerer det at kalde tekster for noveller, når de er forholdsvis korte, åbner til en eksistentiel situation, og forlader sine karakterer lige inden vi lærer dem at kende. Overraskelsen arbejder jeg ikke med, snarere udeladelsen, begrænsningen. For mig er novellen et kig ind i de fremmede stuer. 

SPØRGSMÅL: Hvilke novelleforfattere/noveller vil du anbefale?

SVAR: Kjell Askildsen er vel Nordens novellekonge. Dronningen kunne være Pia Juul. Så er der naturligvis Raymond Carver fra USA. Roberto Bolaño skrev også fantastisk gode noveller, der dog ikke minder om mine, og så er der jo den nypriste Nobelmodtager Alice Munro, som jeg endnu ikke har læst. 

SPØRGSMÅL: Kan og vil du løfte sløret for dit næste projekt?

SVAR: Jeg er dum nok til at forsøge at skrive en større bog om Afrika. 

SPØRGSMÅL: Hvad læser du lige nu?

SVAR: Anders Abildgaard, Din fjendes fest. Martin Meredith, The state of Africa. Tom Kristensen, Hærværk.



Du kan læse om Peder Frederik Jensens seneste roman her: Læretid.

Peder Frederik Jensen har også sin egen blog. Den finder du her: peder frederik jensen

Og endelig kan du finde et portræt af Peder Frederik Jensen her: Forfatterweb




lørdag den 15. februar 2014

Undergange

I godt selskab med V.I. Warshawski i hendes mest modløse periode i Reagan-George Bush årene
. Det passer godt til stormvejret udenfor.